Regeringen aflyser reklameafgift
Mængden af husstandsomdelte reklamer er faldet markant, skriver Skatteministeriet i en pressemeddelelse, og det er sket uden, at reklameafgiften er trådt i kraft.
Dermed er de miljømæssige målsætninger indfriet. Og dermed bortfalder grundlaget for indførelsen af reklameafgiften, der blev vedtaget ved finansloven for 2012.
- Reklameafgiften er blevet overhalet af virkeligheden. Vi har set et uventet stort fald i reklamemængden, og det betyder, at det oprindelige formål med afgiften faktisk er indfriet. Meget tyder på, at markedet via den naturlige digitale udvikling bevæger sig i retning af et markant mindre papirforbrug. Det er glædeligt. Miljøet bliver allerede nu forskånet for en stor mængde papiraffald, og det er derfor ikke nødvendigt at indføre reklameafgiften, siger skatteminister Benny Engelbrecht.
Afskaffelsen af reklameafgiften vil indebære et varigt finansieringsbehov på ca. 190 mio. kr. (efter tilbageløb og adfærd) svarende til det merprovenu, der var forudsat i det oprindelige lovforslag. Afskaffelsen finansieres bl.a. med en indeksering af afgifterne på cigaretter og tobak, som sigter på at understøtte folkesundheden.
Af Helle-Karin Helstrand
hkh@dhblad.dk
Arkivfoto: Mikael Hjuler