Pæne forventninger til sommerhandelen
I en overvejende positiv detailhandel skiller de butikker, der sælger fødevarer, sig ud som de mest optimistiske med hensyn til både omsætningsvækst, flere ansatte og ikke mindst højere salgspriser i de kommende tre måneder.
Det viser det seneste konjunkturbarometer fra Danmarks Statistik, som blev offentliggjort mandag 29. juni.
Faktisk skal man mere end tre år tilbage i tiden for at finde tilsvarende forventninger til prisudviklingen, mens de realiserede tal i de tre måneder forud ikke har været prangende for hverken salgspriser, omsætning eller beskæftigelse.
Trods de pæne takter ligger de samlede forventninger i hele detailhandelen for perioden juli til og med august dog under niveauet i juni 2014 med en såkaldt sammensat konjunkturindikator på 7 - mod 12 i samme måned sidste år.
Arkivfoto: Ulrik Samsøe Figen