Osuma kæmper fortsat med underskud

23. apr 2018 -
This describes the image
Carsten Pahlke er direktør for netsupermarkedet Osuma. Arkivfoto: Ulrik Samsøe Figen
Skrevet af: Henrik Denman

Netsupermarkedet Osuma har fortsat problemer med at tøjle omkostningerne til distributionen af dagligvarer.

Årsregnskabet for Osuma.dk Aps, der er distributionsdelen af Osuma, viser et årsresultat med et minus på 1,2 mio. kr. mod et plus på 1,7 mio. kr. året før. Selskabet blev forrige år opdelt i to dele: en, der skal stå for webdelen, og en, der skal stå for distributionen. Det er det andet selskab, som nu offentliggør sit årsregnskab.

Samlet set har Osuma, der er ejet af Brugsforeningen Tryg/Kvickly i Ry, endnu ikke haft overskud.

Den økonomiske udvikling i selskabet har resulteret i en negativ egenkapital på ca. 258.000 kr. Ledelsen budgetterer med et mindre underskud i 2018, men Brugsforeningen Tryg garanterer at ville støtte selskabet, så den nødvendige kapital er til stede.

Ikke tilfredsstillende resultat

Osuma distribuerer varer til netkunder, der får varer fra 16 selvstændige brugeser og Kvickly.

Osuma offentliggør ikke omsætningstal. Regnskabet viser, at driftsomkostningerne før af- og nedskrivninger blev et minus på 3,4 mio. kr. mod et underskud på 1 mio. kr. i 2016.

Det har hele tiden været distributionen, der har givet selskabet problemer, og ved at splitte selskabet op har bestyrelsen ønsket at gøre det mere synligt, hvor problemerne er.

Ledelsen betegner resultatet som ikke tilfredsstillende. Det skyldes ifølge årsregnskabet, at konkurrencen på markedet for onlinehandel med dagligvarer er skærpet væsentligt i 2017, og på grund af eftervirkningerne af Postnords problemer.

Ledelsen forventer også et negativt resultat i 2018, om end det ventes at blive mindre end i år, og til gengæld ventes der positive resultater fra 2019.

Læs også: Hver tredje brugs har forladt samarbejdet med Osuma

Opdateret 10. nov 2020