Nyt navn baner vej for detailgigants hamskifte

16. maj 2018 -
This describes the image
Per Bank Salling Group Foto: Claus Sjödin/Dansk Supermarked

- Det er et godt navn, siger den ene medarbejder til den anden på Dansk Supermarkeds hovedkontor i Årslev ved Aarhus, hvor omkring 1300 medarbejdere er forsamlet om formiddagen 16. maj i anledning af, at Danmark største detailkoncern skifter navn til Salling Group fra 1. juni.

Hans kollega nikker bekræftende.

Det ser umiddelbart også ud til, at navneskiftet fra Dansk Supermarked Group til Salling Group om ganske kort tid får en positiv modtagelse i bredere kredse.

Det fungerer udenfor landets grænser, og det genskaber en forbindelse til ejerne i Salling Fondene, der i offentligheden vil være mest kendt som byen Aarhus' helt store velgører med donationer til en stribe formål. Uden fondene ville mange af de senere års markante anlæg i byen ikke være blevet til noget.

Forbindelsen til historien med Dansk Supermarkeds stifter Herman Salling og hans far er genoprettet. Frem til 1960 hed virksomheden Salling, før det blev til fire år som Jysk Supermarked. Først med A. P. Møller-Mærsks indtræden som investor og medejer blev "Jysk" udskiftet med "Dansk".

Tættere tilknytning

- Det gode ved navnet er, at det falder helt naturligt. Og sådan bør det jo være, siger Per Bank i et kort interview med Dansk Handelsblad.

Navneskiftet vil ifølge topchefen gøre det lettere for det kommende Salling Group at redefinere sig selv som en virksomhed med andre og mere ædle formål end et råt fokus på at tjene penge.

- Det gør det klart. Det gør det mere naturligt, også for butikkerne. De vil opleve sig knyttet tættere til Salling Group, end de gjorde til Dansk Supermarked, siger Per Bank.

Konkret kan det betyde, at eksempelvis tv-reklamer fra kæderne Netto, Bilka og Føtex i forbindelse med en bredere lancering fra 1. juni kan slutte af med teksten "en del af Salling Group".

Det kommer dog ikke til at indgå i kædernes facadeskiltning.

Opdateret 10. nov 2020