Normal åbner to butikker på Sjælland

Øvrige 15. aug 2022 -
This describes the image
Arkivfoto: Helle-Karin Helstrand
  • Lavpriskæden udvider butiksnettet med to lokationer i Køge og Vallensbæk 

Skrevet af: Søren Tougaard

Den danske lavpriskæde Normal, der har rigmanden Anders Holch Povlsen som største aktionær med en ejerandel på over 71 pct., annoncerer, at der er to nye butikker på vej på Sjælland. 

Butikkerne får placeringer i Strædet i Køge samt i Stationscentret i Vallensbæk. Begge butikker forventes at åbne til vinter og hæver butiksantallet til 115 herhjemme. I alt har lavpriskæden mere end 400 butikker i Danmark, Sverige, Norge, Finland, Holland og Frankrig. 

Normal har et sortiment på mere end 4000 varenumre indenfor personlig pleje, husholdningsartikler, konfekture mv. 

- Vores mål er, at du som kunde får en unik oplevelse, hver gang du besøger en af vores butikker. Derfor får vi, udover det faste sortiment, hele tiden nye varer hjem - også fra spændende brands, som du kun finder i Normal. Faktisk får vi ca. 100 nye varer i butikkerne hver eneste uge, og det gør, at der altid er noget nyt og spændende at finde i butikken, udtaler Normals danske landechef Lars Bjerring i en pressemeddelelse. 

Lavpriskæden oplyser desuden, at butikken i Holstebro skal renoveres og udvides. 
 

Normal havde i det seneste 2020/21-regnskab en omsætning på lige under tre mia. kr. og et overskud på 275 mio. kr.    

 

Opdateret 15. aug 2022