Nordisk ønske om pantaftaler
Politikerne i Nordisk Råd gør nu et nyt fremstød for at indføre et fælles pantsystem, som gør det muligt at indløse pant, som er betalt i nabolandet.
Nordisk Råd fremsatte i 2010 et lignende forslag, men som noget nyt har den dansk-tyske aftale om pant på dåser købt i grænsebutikkerne i Tyskland inspireret Nordisk Råd til at følge samme spor.
Danmark indgik i maj en pantaftale med Tyskland, der skal gælde fra 2018, og som giver danske kunder mulighed for at få deres pant tilbage i Danmark.
De nordiske politikere foreslår nu, at de nordiske lande indgår tilsvarende bilaterale aftaler, som også skal omfatte Tyskland.
Den danske energi- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt (V) er positivt stemt over for at indgå bilaterale aftaler, men pointerer, at det er vanskeligt, når alle har forskellige pantsystemer.
De Samvirkende Købmænd er imod et fælles pantsystem i Norden, men glæder sig over, at aftalen mellem Danmark og Tyskland om pant i grænsehandelen nu roses af de øvrige miljøministre i Norden.
– De andre nordiske lande kan starte med at lægge et tilsvarende pres på Tyskland. Og så er det oplagt med pant på de øl og sodavand, der sælges på færger mellem to nordiske lande, hvor der i øvrigt er pant i land, siger vicedirektør i DSK, Claus Bøgelund Nielsen.
Af Henrik Denman
hede@dhblad.dk