Nettos store vækst er i Sverige og Polen

22. mar 2018 -
This describes the image
Danskernes manglede muligheder og lyst til at spise ude og rejse udenlands under corona har for alvor sparket til væksten i det ellers så træge danske dagligvaremarked, lyder det fra Netto-direktør Michael Løve Arkivfoto: Henrik Frydkjær
Skrevet af: Henrik Denman

Netto skal være meget større i udlandet, hvor de to vækstmarkeder for Netto er Sverige og Polen.

I Danmark vil Netto også udbygge kæden med et mål, der hedder 600 butikker, mens man i Tyskland stort set vil holde fast i den nuværende størrelse.

Netto er den eneste danske kæde, der har etableret sig i udlandet. Ud af de i alt 1.365 butikker ligger de 492 butikker i Danmark. Polen er kædens andet største marked med 368 butikker, i Tyskland er der 347 butikker, mens der er 162 butikker i Sverige.

Ifølge adm. direktør i Netto International, Michael Løve, har kæden sat et strategisk mål om årligt at åbne 40 butikker i Polen og 25 i Sverige.

– Den store ekspansion vil ske i de to lande, hvor det store potentiale for vækst ligger for Netto, siger han.

Danmark og Tyskland

I Danmark sigter Netto mod at nå op på 600 butikker.

– Det er det antal, vi går efter, men da markedet er mættet med discountbutikker, vil ekspansionen ske i et lidt langsommere tempo. Vi har en sund pibeline af nye butikker i Danmark inklusiv flytninger og vedligeholdelse af butiksnettet. Det går bare ikke helt så hurtigt i Danmark. Vi vil ikke kunne finde 25 nye butikker hvert år i Danmark. I andre lande er der helt klart plads til det.

Læs også: Nettos svenske ekspansion lader vente på sig

Netto har været i Tyskland i en lang årrække, men her vil kæden fastholde sin størrelse og styrke de eksisterende butikker.

– Netto i Tyskland er en helt igennem stabil forretning. Hvis jeg havde uendeligt mange penge, ville jeg også gå efter vækst der, men det er meget sværere, fordi det er et mættet discountmarked. Vi forbliver i Tyskland, for det er en sund forretning. Vi skal vedligeholde den, og det kræver investeringer. Det er bare et hårdere marked at ekspandere i.

Ingen nye lande

Netto arbejdede for omkring 10 år siden med planer om at ekspandere yderligere i Europa. Planerne om at rykke ind i Ukraine blev siden droppet. I dag har Netto ingen planer om at åbne butikker hverken i Norge eller andre nærliggende markeder:

– Vi begynder ikke at kigge på lande uden for de lande, vi er i, før vi føler os overbevist om, at vi har et koncept, der er så skarpt, at det næsten kan sælge sig selv.

Læs også: Netto-konkurrent fortsætter stærk vækst i Polen

Michael Løve siger, at der er plads til at vokse i de lande, hvor Netto befinder sig i dag.

– Min ambition er, at vi skal vokse. Jeg er lige så optaget af at få Netto til at vokse i udlandet som jeg er af at få Netto til at vokse i Danmark. De kæder, der klarer sig godt i flere lande, er meget bevidste om, hvad deres koncept er, og hvad de står for, hvad de er gode til, og hvad de giver til kunderne. Det tror jeg også Netto er, men Netto har måske ikke italesat så præcist, hvad kernen er i deres forretning. Vi har nu en god forståelse af, hvad Netto skal stå for, uanset om vi er i Danmark, Tyskland, Sverige eller Polen, siger han.

Opdateret 10. nov 2020

Vil du vide mere?