Netbutikker får mere hjælp

2. mar 2015 -
This describes the image
Skrevet af: Redaktionen

Regeringen vil skrue op for informationsindsatsen til danske e-handelsvirksomheder, så de kan komme ud på de europæiske markeder.

Det betyder ifølge den nye digitale vækstaftale, at der skal udvikles materiale til virksomheder om, hvilke regler og krav der gælder ved eksport til andre lande.

Det glæder Dansk Erhverv, der længe har efterlyst mere viden til virksomhederne om forbrugerregler i andre EU-lande og håndtering af persondata.

- Der er flere områder, hvor EU-reglerne ikke er harmoniseret. Når en mindre virksomhed skal sætte sig ind i 28 forskellige sæt forbrugerregler og momsregler, kan det hurtigt blive uoverskueligt at håndtere i praksis, siger Henrik Hyltoft, markedsdirektør i Dansk Erhverv.

Et vigtigt område for dansk erhvervsliv er, hvordan de kan bruge og udnytte data positivt.

- Det bliver i stigende grad et konkurrenceparameter, og vi har længe efterspurgt en praktisk vejledning, der kan hjælpe virksomhederne med at navigere i lovgivningen om persondata, siger Henrik Hyltoft.

Opdateret 10. nov 2020