- Vi tror på, at danskerne i fremtiden kommer til at handle de fleste af deres dagligvarer på nettet. Derfor har Anders og jeg valgt en strategi, hvor vi investerer massivt i disse år, også meget mere end vores nuværende størrelse berettiger. Vi kunne blive overskudsgivende, hvis vi ville, men det ville kræve, at vi sænkede investeringstempoet, hvilket vi ikke tror, er den rette strategi. Vi ser meget positivt på fremtiden, udtalte Stefan Plenge i forbindelse med offentliggørelsen af Nemlig.coms regnskab i december 2017.
Nemlig.com nærmer sig milliarden
Plenge Holding Aps har 15. marts offentliggjort et årsregnskab, der indeholder 10 måneders konsolideret drift af Intervare-nemlig.com koncernen.
Her viser regnskabet en samlet omsætning på 900,8 mio. kr. fra 1. oktober 2016 til 31. juli 2017.
Omsætningen fordeler sig med 793,8 mio. kr. til onlinesupermarkedet Nemlig.com og 107 mio. kr. til Intervare, som hver uge bringer varer ud til ca. 8.000 visiterede borgere i mere end 40 kommuner landet over.
Oprundes omsætningen i Nemlig.com til 12 måneder, har onlinesupermarkedet haft en årsomsætning på ca. 953 mio. kr. og nærmer sig hastigt en årsomsætning på 1. mia. kr.
13. december 2017 offentliggjorde Nemlig.com sit regnskab for perioden, der udviste et underskud på 58 mio. kr. Regnskabet var dog dengang uden virksomhedens omsætning, som fremgår af det netop fremlagte koncernregnskab.
Når milepælen i år
Allerede tilbage i starten af 2015 sagde stifter og adm. direktør Stefan Plenge, at han forventede, at Nemlig.com vil runde milliarden i omsætning i det kommende regnskab.
Nemlig.com overdrev omsætningsvækst
Sådan hurtigt er vækstrejsen ikke dog gået.
Den milepæl bliver efter alt at dømme nået i 2017/2018-regnskabet, hvor Nemlig.com i den mellemliggende periode har udvidet dækningsområdet til at tælle Trekantsområdet.
Samtidig har Bestseller-milliardær og serieinvestor Anders Holch Povlsen over det seneste år skudt nye 350 mio. kr. ind i Nemlig.com, viser oplysninger i CVR-registret.
Dermed ejer Stefan Plenge i dag 28,9 pct. af Nemlig.com, mens Holch Povlsen ejer majoriteten af selskabet med en andel på 71,1 pct.
Massive investeringer
Anders Holch Povlsens millioninvesteringer bruges primært på at videreudvikle onlinesupermarkedets IT-systemer og handelsplatform, der klargør Nemlig.com til fremtidig vækst.
I følge den seneste prognose fra Retail Institute Scandinavia vil markedet for e-handel med dagligvarer vokse eksplosivt de kommende år og udgøre 12 mia. kr. i 2027 mod 2,5 mia. kr. i 2016.
Tre af de absolutte forventede hovedaktører på det spirende onlinemarked, koncerndirektør Jan Madsen fra Coop, Kenneth Nielsen, digital direktør i Dansk Supermarked Group samt Stefan Plenge fra Nemlig.com, deltager i en kommende paneldebat på Børsens Retailkonference den 20. marts, hvor temaet netop er fremtidens dagligvarehandel.