Minister vil undersøge miljøvenligheden i bæreposer
Langt de fleste dagligvarekøb transporteres hjem i plastposer, mens andre genbruger deres stofposer igen og igen. På det seneste er der også dukket bioplastposer op i enkelte SuperBrugsen og Meny.
Men hvad er egentligt mest gavnligt for miljøet? Det vil miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) nu have undersøgt.
- Vi bruger omkring 460 millioner plastbæreposer om året, bare i Danmark. Hvis det nu viser sig, at stofposer eller noget andet er bedre for miljøet, så kan forbrugerne virkelig gøre en forskel. Men lige nu ved vi det simpelthen ikke. For selvom stofposen kan genbruges, belaster den miljøet mere ved produktionen. Vi har brug for at vide, hvad der er op og ned for at kunne træffe et oplyst valg, som forbrugere, siger Esben Lunde Larsen.
182 poser per husstand
Det er DTU, der med en såkaldt livscyklusvurdering skal sammenligne miljøbelastningen ved at bruge bæreposer af plast, stof, papir eller bioplast.
Det skønnes, at omkring 350 mio. af plastikposerne sælges i supermarkeder, mens den resterende del ofte udleveres gratis i den øvrige detailhandel. Fordelt på hele befolkningen svarer forbruget af plastbæreposer til 182 poser eller 3,6 kg plast pr. husstand.
Disse og andre data inddrages i bæreposeundersøgelsen, der ventes færdig i slutningen af året.
Butikker efterspørger viden
Jakob Lamm Zeuthen fra Dansk Erhverv, der er med i projektet, fortæller, at undersøgelsen er tiltrængt.
- Der er stor efterspørgsel på denne undersøgelse blandt vores medlemmer. Forhåbentlig kan vi snart give svar på, hvilke typer bæreposer der er de bedste for miljøet, så vores medlemmer lige fra supermarkeder til tøjbutikker kan tage beslutning om, hvilke typer poser de vil bruge på et oplyst grundlag, siger Jakob Lamm Zeuthen.
Opbakning fra plastindustrien
Også Christina Busk fra brancheorganisationen Plastindustrien bakker op om projektet.
- Det er et rigtig godt initiativ, at der nu bliver gennemført en grundig dansk analyse, da debatten om bæreposer i øjeblikket er præget af myter og stor usikkerhed. Plast er i mange sammenhænge et godt materialevalg, og vi ser frem til at få kastet lys overfor de forskellige slags posers grønne egenskaber, siger hun.