Mængden af røverier er status quo
161 butikker har været udsat for et røveri i årets første kvartal, og det er en lille stigning i forhold til samme kvartal sidste år, viser et specialudtræk fra statistikken, som Rigspolitiets afdeling for Koncernstyring, Strategi og Udvikling har foretaget for Dansk Handelsblad.
I første kvartal 2015 lå tallet på 144 røverier. Da kurven toppede i 2009, lå tallet på 270 røverier.
Statistikken dækker detailhandlen og er ikke opdelt i brancher, men noget tyder på, at specielt dagligvarehandlen er hårdt ramt.
”En bølge af røverier skyller ind over Nordjylland. 14 nordjyske dagligvarebutikker er blevet røvet inden for de sidste fire måneder”, skriver TV2Nord på sin hjemmeside i slutningen af februar.
En forklaring på, at røverierne rammer dagligvarehandlen, er, at branchen har udvidet åbningstiderne, så ugerningerne kan foregå i de mørke timer.
Lukketidsrøverier
Tv-stationen går endda så langt, at den kalder røverierne for ”lukketids-røverier”: ”Søndag aften blev der begået endnu et ”lukketids-røveri” - denne gang i Møldrup nær Aalestrup”, skriver stationen midt i februar.
I efteråret var Spar i Løkken udsat for tre røverier, og det fik købmand Christian Bast til at installere et kontanthåndteringssystem i butikken.
- Røverierne foregik alle ved lukketid, når vi har unge på arbejde. De unge har det alle godt i dag efter at have været ved psykolog, og de to røvere, der begik de tre røverier er fanget. Og siden vi fik det nye betalingssystem har vi ikke haft røverier, siger Christian Bast.
Landets servicestationer var hurtigt ude med kontanthåndteringssystemer og anden sikring, og de seneste år er antallet af røverier faldet støt.
I årets første kvartal var der otte røverier mod en tankstation - i 2015 lå tallet for første kvartal på 13 røverier - og i 2009, da kurven toppede, lå det på 62 røverier.