Lytter Sophie Løhde til statsministeren?
Regeringens hjerte banker for de små og mellemstore virksomheder. Det lades man aldrig i tvivl om, når statsministeren holder taler om fundamentet for fremtidens Danmark, eller når regeringen fra tid til anden fremlægger en ”vækstpakke” eller lignende.
Allerede i 2010 ville Lars Løkke Rasmussen ”kickstarte væksten hos små og mellemstore virksomheder”, og i 2013 erklærede han, at ”de dele af dansk erhvervsliv, der klarer sig bedst, er de store med det globale udsyn. Virkeligheden er bare,” fortsatte han, ”at det ikke er dér, den fremtidige jobskabelse sker. Fire ud af ti job er i de små og mellemstore virksomheder.”
Igen i 2015 proklamerede han, at ”SMV’erne skal drive væksten frem i Danmark”, og nu senest har vi set den gode vilje komme til udtryk i det politiske forlig mellem regeringen og Dansk Folkeparti om ”Forenkling af erhvervsfremmesystemet”.
Her vil parterne i særdeleshed hjælpe små og mellemstore virksomheder med at komme i gang og med at udvikle sig. ”Navnlig opstartsvirksomheder og små og mellemstore virksomheder […] har brug for udvikling gennem erhvervsfremmesystemet”, skriver forligsparterne, der også påpeger, at ”kommunerne er det naturlige, lokale omdrejningspunkt for virksomhederne.”
Det er alt sammen såre godt. Men dér, hvor regeringen og den offentlige sektor selv kan gøre en meget betydelig forskel, og hvor indholdet i de store taler især burde udmønte sig, ser vi lige det modsatte.
Ingen steder kan det offentlige Danmark fremme de små og mellemstore virksomheder bedre end ved at handle med dem, og derfor virker det i lyset af bl.a. statsministerens mange fine ord og hensigter helt barokt, at de små og mellemstore virksomheder i stigende omfang udelukkes fra overhovedet at byde ind på meget store dele af den offentlige sektors indkøb.
Det ser vi for eksempel, når Statens og Kommunernes Indkøbsservice (SKI) sammen med 51 kommuner laver et fødevareudbud på 1,6 mia. kr. og skruer det sådan sammen, at kun tre meget store virksomheder kan byde ind. Disse 51 kommuner forpligter sig altså til ikke at handle med de virksomheder, som de ellers ”er det naturlige, lokale omdrejningspunkt” for.
De pæne ord i forligsteksten om erhvervsfremme er blevet til i Erhvervsministeriet, som også tager sig af Udbudsloven. Denne lov siger, at offentlige udbud så vidt muligt skal deles op i delkontrakter, så også SMV’erne kan byde ind, men den siger ikke noget om, hvad der skal ske, hvis det ikke sker.
Og om det gør det, beror på den politik, som innovationsminister Sophie Løhde (V) fører, og hun sidder ovre i Finansministeriet, hvor det hele ikke kan blive stort nok. Det gælder også udbuddene. Det stod klart på et samråd i Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg den 17. maj, hvor hun gav den fuld gas på den offentlige sektors vegne i dens kamp for at holde SMV’erne ude af samhandelen.
At nu tidligere erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) i samme samråd spagfærdigt forsøgte at moderere hendes udsagn, satte sig ingen spor i innovationsministerens stålsatte iver efter endnu større totaludbud end dem, som vi allerede ser.
Heldigvis kan det flertal i Folketinget – Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og De Radikale – som i fællesskab havde indkaldt til samrådet, godt se, at den er gal, og at retningen er den modsatte af hensigten i Udbudsloven.
Men det er da en helt grotesk situation, at det således er overladt til et flertal uden om regeringen at gennemtrumfe statsministerens politik.