Løvbjergkøbmand: En kombi-medarbejder skaber plads til udvikling
Når købmand i Løvbjerg på Koldingvej i Viborg Søren Brøndum Christensen kigger ned over listen af medarbejdere, falder han over mange, der ikke er ansat på almindelige vilkår. Men ved hver eneste én kan han straks nævne de stærke sider, som den enkelte har og fortælle, hvad vedkommende gør på sin helt egen måde for at styrke butikken.
- Når man er ansat på andre vilkår, er det fordi man ikke kan udfylde et job på lige fod med de almindelige fastansatte. Vilkårene er skrappe i dag i dagligvarebranchen, og marginen for, om man har røde eller sorte tal på bundlinjen er som en skarp knivsæg, og det er vi selvfølgelig også nødt til at tage hensyn til. Men de udfylder alle en plads og er en del af teamet, samtidig med at de frigør tid hos både ledelse og menige medarbejdere. Det tip vil jeg gerne give videre i branchen, siger Søren Brøndum Christensen.
Blandt medarbejderne på listen er flere fleksjobbere, men også Jette Krarup Madsen, der ansat i en relativ ny ansættelsesform: en kombinationsstilling.
Mere overskud hos de andre
Jette Madsen er 52 år. Hun har mødt en del udfordringer i sit liv, og selv om hun er uddannet salgsassistent, kan hun ikke bestride en fuldtidsstilling. Hun er lige nu ansat på otte timer med overenskomstmæssig løn, og i de timer udfører hun et arbejde, som en anden fastansat medarbejder ellers skulle have lavet.
- En dag er hun i blomsterafdelingen. En anden i frugt og grønt. Det betyder, at de ansvarlige i de to afdelinger har mere overskud til at tænke nyt og optimere deres afdelinger, siger Søren Brøndum Christensen.
Jette Madsen arbejder i alt i 16 timer om ugen i butikken, men i de andre otte timer er hun i en form for oplæring.
- Jette vil gerne noget mere, men vi skal hele tiden tage hensyn til, at hun ikke kan have for mange bolde i luften på en gang, hvilket er nødvendigt for en almindelig fastansat. Lige nu øver Jette sig i at kunne fylde op i kolonialen, samtidig med, at hun holder øje med, at alt er i orden i frugt og grønt, siger købmanden.
Betaler for arbejdet
Han har meget fokus på, at han ikke bare misbruger gratis eller billig arbejdskraft fra jobcentret, men rent faktisk betaler for sin arbejdskraft.
- Det gode ved den form, som Jette er ansat i, er, at hun ikke skal kastes rundt i den ene praktik efter den anden i kortere forløb. Det øger ikke hendes selvtillid, og for os betyder det, at vi har en fast og stabil medarbejder, der udvikler sig. Jeg har ikke noget til overs for, at mange i branchen udnytter, at de kan få den gratis arbejdskraft, for selv om de skal oplæres, yder de en indsats, og den skal vi belønne, siger Søren Brøndum Christensen og understreger, at denne tankegang er en klar medvirkende årsag til stabil drift og gode resultater i butikken.
Han har mange fastansatte og modne medarbejdere og færre ungarbejdere, end de fl este i branchen.
- En del af dem, der er ansat på andre vilkår, erstatter en ungarbejder. Vi har også mange ungarbejdere, og dem kan vi heller ikke undvære, men en fleksjobber eller en anden, er der ansat i en anderledes stilling, har den styrke, at han eller hun er her i længere tid. Kunderne føler sig trygge ved at se kendte ansigter, og derudover er det modne medarbejdere, som med sig har en hel del livserfaring, og det er også en styrke, siger købmanden, der i år har overskredet sit lønbudget en smule.
- Men til gengæld har jeg øget både omsætning og indtjening, og butikken er godt foran budget, så jeg har fået meget ud af de lønkroner, siger Søren Brøndum Christensen.