Løvbjerg melder om ”markant løft på bundlinjen”
Flere kunder i den korte, midtjyske dagligvarekæde får omsætningen til at lande på indeks 101.
De seneste tre år har den korte, familieejede Løvbjerg-kæde præsteret et samlet underskud på i alt 28 mio. kroner før skat. I år nærmer kæden sig et nul.
Om det præcise tal bliver rødt eller sort vil kædens direktør siden januar 2014, Jesper Due, ikke fortælle endnu.
- Det vil ikke være seriøst at præsentere resultatet, før regnskabet er endeligt afsluttet. Men sidste år landede vi på et resultat før skat på -11 mio. kroner, og vores mål har været en vækst, så vi kunne præstere sorte tal på bundlinjen i år. Jeg kan blot sige, at vores vækst har været markant nok til, at vi er meget tæt på, siger Jesper Due.
Han vil til gengæld gerne fortælle, at flere kunder har besøgt kædens 16 butikker med det resultat, at kædens omsætning er steget til indeks 101 sammenlignet med 2014. I 2014 lå indeks sammenlignet med 2013 på 98,9.
- Vi har udvalgt nogle fokusområder sammen med nogle af vores leverandører, og det har blandt andet givet en kæmpevækst inden for udvalgte nonfood-områder. Vi har også haft en rigtig sund udvikling inden for vin, pålæg og konfekture. Sidstnævnte skyldes blandt andet, at vi har haft flere aktive leverandører i vores butikker, siger Jesper Due.
Mindre forventning til vækst i år
Kæden har i årets løb lagt flere beslutninger ud til købmændene, skåret lidt på lønprocenten, og alle butikker og hovedkontoret har fået al belysning skiftet ud med LED. Udskiftning af belysningen har givet en besparelse på strøm på cirka 25 pct.
- I år forventer vi ikke samme markante vækst i indtjeningen. Til gengæld gør vi butikkerne klar til 2017, siger Jesper Due.
Han forventer, at fryse- og kølemontre skal have låg og køleskabe skal have glaslåger i løbet af 2016, når kæden kan fejre sin 90 års fødselsdag.
- Derudover skal vi i første kvartal teste nyt inventar i frugt- og grøntafdelingerne. Fungerer det som ventet, skal det ud i alle butikker inden sommerferien, siger direktøren.
I februar får den første Løvbjerg-butik, butikken i Fredericia, et apotek inden for dørene.
- Og der er konkrete planer om apoteker i flere af vores butikker, siger Jesper Due.