Løvbjerg investerer for første gang i fem år

7. jul 2016 -
This describes the image
Adm. direktør i Løvbjerg, Jesper Due- Foto: Helle-Karin Helstrand

Til foråret slår Løvbjerg dørene op for en total moderniseret butik i Trøjborg Centret i Aarhus Nord. Butikken, der er kædens omsætningsmæssigt største butik, får samtidig 400 kvadratmeter mere salgsareal og kommer dermed på niveau med kædens største butikker.

- Der kommer rigtigt mange kunder igennem butikken hver dag, men det er en nedslidt butik på kun godt 1200 kvm. Butikken skal have skiftet gulv og loft, ligesom kasselinjen bliver skiftet ud. En stor del af inventaret vil ligeledes være nyt, når butikken åbner om et lille års tid, siger adm. dir. i Løvbjerg, Jesper Due og tilføjer, at kæden vil investere et ”anseeligt mio.-beløb” i inventar og indretning.

- Det er den første større investering, vi gør, siden butikkerne i Fredericia åbnede i 2011. Vi forventer, at butikken, der nu får en rektangulær form, der gør det meget lettere for kunderne at komme rundt, vil opleve et markant omsætningsløft, siger Jesper Due.

Centret er ejet af NREP, der investerer op mod 50 mio. kroner i centret.

- Det er et nedslidt center, og et af målene med ombygningen er at åbne det op og gøre det mere synligt. Vi udvider med i alt 1200 kvm og forventer at få fire til fem nye butikker. Vi vil gerne øge centrets lokale forankring og ønsker blandt andet at få et apotek ind i centret, hvor der i dag også er læger og tandlæger. Et apotek giver sammen med Løvbjerg en naturligt kundestrøm, siger Director of Investment i NREP, Thomas Riise-Jakobsen.

Opdateret 10. nov 2020