Løvbjerg er klar til at investere
I det netop afsluttede regnskab vendte Løvbjerg Supermarked tre års underskud til overskud. Bundlinjen viste før skat et overskud på 3,7 mio. kroner mod et underskud i 2014 på -11,1 mio. kroner.
Adm. direktør for kæden gennem de seneste to år Jesper Due er selvfølgelig glad for resultatet.
- Men som markedet udvikler sig i øjeblikket, er der ingen garanti for, at overskud i 2015 også automatisk medfører overskud i 2016, siger han og tilføjer, at 3,7 mio. kroner før skat ikke er nok, når man har en omsætning på godt en milliard kroner.
- Målet er højere. Men det er vigtigt for os, at overskuddet ikke kommer fra en stor reduktion i lønomkostningerne eller engangsindtægter. 2016 handler for os om at skabe overskud med en stabil, underliggende drift, siger han.
Det skal blandt andet ske ved at styrke samarbejdet med leverandørerne.
- I stedet for at fokusere på, hvad vi ikke kan som en mindre aktør, fokuserer vi benhårdt på de fordele, der er ved at være en mindre spiller. Det betyder blandt andet, at vi kan være mere fleksible overfor leverandørerne i forhold til distributionsformer, indmeldelsesterminer, markedsføringsmetoder. Kommer en leverandør eksempelvis med en ny vare, som gerne skal ind hurtigt, kan vi ændre forsiden på vores tilbudsavis på 12 dage. Det kan man ikke som en stor spiller, siger han og tilføjer, at Løvbjerg alene handler med mærkevarer.
- Man har som lille kæde ikke ressourcer på at udvikle private label-varer, ligesom vi ikke kan ansætte designere eller indkøbere til at rejse verden rundt på jagt efter spændende varer. Til gengæld kan vi differentiere os ved at tage varer ind, som ingen andre kæder sælger, siger han og nævner som eksempel Asian Food og Solhjulet, der har shop-in-shop-afdelinger i Løvbjergs butikker.
- Senest har vi indgået en aftale med Det Gamle Apotek, der sælger brugskunst og gaveidéer. Vi skal den kommende tid arbejde på en generel optimering af sortimentet, fortæller Jesper Due.
Flere butikker
Løvbjerg er en af Danmarks mindste kæder med 15 butikker i Jylland og én på Fyn. Kæden er for tredje generation i træk ejet af Løvbjerg-familien. Nu Jan og Erik Løvbjerg.
- Som privatejet supermarkedskæde kaster vi os heller ikke uhæmmet ud i et ræs om nye butiksplaceringer. Men det betyder ikke, at vi ikke har ambitioner. På den lange bane skal vi åbne nye butikker, og mulighederne er der. Der er masser af byer, hvor Løvbjerg-brandet er kendt, men hvor vi ikke er til stede i dag, siger direktøren og understreger, at det har været en strategisk beslutning ikke at åbne nye butikker de seneste år.
Der er heller ikke konkrete planer for nye butikker lige nu – i hvert fald er de ikke officielle.
- Kan vi ikke lave overskud med 16 butikker, kan vi heller ikke med 17. Så at få de eksisterende butikker til at give overskud har haft første prioritet, siger han og tilføjer, at Holstebro, Haderslev og Silkeborg, hvor Løvbjerg tidligere har haft butikker, står højt på ønskesedlen.
Nyt inventar i frugt og grønt
Der er dog allerede nu fornyelser på tegnebrættet. Kæden har fra februar i år udlejet plads til et apotek i butikken i Fredericia og forhandler i øjeblikket med yderligere et par apoteker.
- Jeg kan ikke sige, hvad det i tal betyder for os at få et apotek ind på matriklen, men et det øger kundestrømmen. Vi ser kunder, som vi ikke har set før, siger han.
Lige nu forhandler kæden også med den nye ejer af Trøjborg Centret i det nordlige Aarhus, NREP, der vil udvide centret og dermed også Løvbjergs butik. Butikken er én af de mindste arealmæssigt, men den bedst sælgende.
- Salgsarealet er i dag på 1700 kvm. og det er lidt presset. Kan vi blive enige med de nye ejere, vil vi gerne udvide med 400 kvm., og så skal butikken selvfølgelig moderniseres samtidig, siger Jesper Due.
Løvbjerg er også i gang med at investere nogle millioner kroner i at forny alle frugt- og grøntafdelingerne i de eksisterende butikker.
[caption id="attachment_49693" align="aligncenter" width="1175"] Foto: Løvbjerg[/caption]
- Det nye inventar er lavere, mere ensartet og helt sikkert af en bedre kvalitet, beskriver Jesper Due inventaret, der er ensfarvet rustikt gråbrunt.
- Vi har allerede testet det i Odder i to måneder, og selv om jeg ikke kan sætte tal på, kan jeg sige, at det præsenterer afdelingens varer bedre, siger han.
Fra stram styring til lokalt købmandsskab
Jesper Due kom til Løvbjerg i januar 2014 efter en lang årrække i Dansk Supermarked, hvor han senest var salgsdirektør i Føtex. Til trods for den lange tid i en stramt konceptstyret kæde har Jesper Due gjort en aktiv indsats for at styrke det lokale købmandsskab i Løvbjergs butikker.
- Ingen kan være i tvivl om, at Rema 1000 med sin franchise-model klarer sig godt, og vi lægger os på flere måder op ad modellen. Blandt andet afspejler købmændenes løn deres præstationer, siger han og tilføjer, at størrelsen på kæderne er en vigtig forskel på Føtex og Løvbjerg.
- Den lokale købmands engagement er en af vores styrker. Det viser sig tydeligt, når jeg tager en runde i en butik med en købmand. Sådan en runde kan tage lang tid, for han skal hilse på alle kunderne, siger Jesper Due og tilføjer, at det ikke kan betale sig for en lille kæde at ansætte folk centralt til at udtænke koncepter.
- Det fungerer meget bedre for os, når de lokale købmænd udtænker de ting, der passer på deres lokale kundekreds, og vores koncept og sortiment er ikke mere fast, end at den enkelte købmand til hver en tid kan give en vare, der ikke sælger, mindre plads og i stedet give pladsen til en anden, bedre sælgende vare. Han kan også altid selv købe et parti spotvarer til en god pris og sælge den på tilbud, siger han.
Mange år i Løvbjerg
Hovedkontoret sender hver uge udkast til de lokale tilbudsannoncer ud til butikkerne.
- Men det står købmændene frit for at give kontoret besked om, at der er andre varer, de hellere vil have i avisen. Vores købmænd ikke bare ret til at træffe lokale beslutninger, men faktisk også pligt til at gøre det. Vi fokuserer ikke så meget på, at indkøbsoplevelsen skal være 100 pct. identisk fra butik til butik. De kunder, der handler i Løvbjerg i Nykøbing Mors, har formodentlig aldrig sat deres ben i Løvbjerg på Trøjborg, siger Jesper Due, der kan prale af, at mere end halvdelen af købmændene i kæden har været i Løvbjerg i over 15 år.
- Det betyder selvfølgelig også, at vi må betale en lidt højere løn. Men vi tror på, at det er vigtigt at have erfarne folk, der kender kunderne, siger Jesper Due.
Han sendte sidste år alle købmænd, souschefer og afdelingsledere på interne kurser i blandt andet ledelse.
- Det var tiltrængt efter nogle år uden efteruddannelse, siger Jesper Due.
Der skal dog også nyt blod i kæden – og nye folk skal komme med nye input.
- Vi har i år indtil videre ansat to nøglepersoner i ledelsen. Vores nye salgschef Ole Busk kom fra Meny og havde blandt andet en baggrund som selvstændig i Statoil. 1. maj tiltræder Jesper Bay i en nyoprettet stilling som drifts- og projektchef. Han kommer fra en stilling som salgschef i Fakta. Vi er helt bevidst en blandet flok, for har man samme baggrund, udfordrer man ikke hinandens synspunkter. Vi bliver kun dygtigere af at være uenige og udfordre hinandens meninger, siger Jesper Due.