Lille ø-købmand udvider med 40 pct.
Lidt vest for Skælskør, et stykke ude i Storebælt, ligger Agersø med sine 6,8 kvadratkilometer og 160 indbyggere. Om øen skriver beboerne på Agersø-portalen:
”Agersø er en afsides beliggende ø, væk fra de store turiststrømme, et paradis specielt for dem, der søger afslapning…”
Men øen har også sin egen købmand, og den går godt. Så godt, at købmand Peter Olsen vil udvide sine 68 kvm. til 98 kvm.
En udvidelse på hele 40 pct., som han går i gang med i slutningen af måneden.
- Jeg sælger for 4 mio. kr., og det er faktisk meget med de kvadratmeter, vi har. 58.000 kr. per kvm., siger købmanden, der tog kommis-uddannelsen i 80’erne.
Løbende investeringer
Han har haft butikken i fem år, og siden er der investeret i nyt IT-system, nye køleskabe, nyt gulv, nye frostskabe og ny frugt- og grøntkøler, og nu skal butikkens salgsareal være større.
- Jeg har allerede udvidet sortimentet med bl.a. Ulvedal Ost og Holbæk Bryghus og forsøger at få nyt ind i butikken hver uge. Det kan være nyt pålæg, noget andet kød eller nyt grønt, fortæller 48-årige Peter Olsen.
Han inddrager et gammelt kontor og gør det til en del af selve butikken.
- Derfra kan vi lave en dør direkte ud til terrassen, hvor kunderne kan sidde med en kop kaffe og en basse, siger han.
Udvidet åbningstiden
Mens de tidligere forpagtere holdt middagslukket og slet ikke åbnede søndag og mandag, har Peter Olsen udvidet åbningstiden, så der er åbent mandag til fredag fra 8 til 18 og lørdag og søndag fra 8 til 14 året rundt. I juli alle dage 8 til 18.
- Vi har lukket én dag om året, og det er den 1 januar pga. status. Det bliver til rigtig mange arbejdstimer, når der kun er Lone og mig. Men vi får hjælp fra vores datter Camilla i juli måned, siger købmanden.
- De udvidede åbningstider er godt for de faste beboere, der for de flestes vedkommende er ældre mennesker, der køber alt hos mig. De kan bedst finde ud af det, når der er åbent hele tiden. Sommerhusejerne køber også meget mere her. De er på øen en større del af året nu, fortæller Peter Olsen, der dog ikke vil give sine udvidede åbningstider og større sortiment hele æren for det.
Selv bor han i samme bygning som butikken. Bygningen er ejet af et anpartsselskab bestående af sommerhusejere og fastboende.
Men rent faktisk har Peter Olsen sit hjem i Odsherred, halvanden times kørsel og et kvarter med færge fra butikken. Her bor hans to voksne børn, ligesom hustruen Lone kører hjem nogle dage hver uge. Hun har et galleri sammen med butikken.
- Jeg kommer kun til Odsherred nogle gange om året, siger Peter Olsen.