Kontaktløse Dankort presser butikker

5. nov 2015 -
This describes the image
Skrevet af: Claus Jensen

Danskerne har fået kontaktløse Dankort i langt hurtigere tempo, end de fleste havde forventet. Og mange kunder har også taget de kontaktløse kort i brug.

Nets oplyser, at mod slutningen af oktober havde 411.000 danskere modtaget et kontaktløst kort, og den 1. november var der foretaget 475.000 kontaktløse transaktioner med Dankort i butikkerne.

Udskiftningen af Dankortet er blevet fremskyndet af, at de store banker har tilbudt kunderne gratis at få udskiftet de traditionelle Dankort med et kontaktløst kort. Bankerne begyndte at udskifte kortene fra midten af august, og hvis udskiftningen skulle have fulgt den naturlige udskiftning af kort efter løbetiden på fire år, ville der formentlig kun have været 50.000-60.000 kontaktløse Dankort i omløb. Mange kunder har imidlertid ønsket at få det kontaktløse kort før udløbet af det nuværende.

Pres på butikker

Tempoet i udskiftningen til kontaktløs øger presset mod de butikker og kæder, der endnu ikke er klar til at modtage de kontaktløse kort.

De store dagligvarekæder med den største kundetrafik har omstillet terminalerne til at kunne aflæse kontaktløse kort, men flertallet af de mindre butikker og kæder er endnu ikke klar til at lade kunderne betale blot ved at føre kortet hen over terminalen.

- Vi er i dialog med butikkerne og ser det næste naturlige skridt som en øget oplysning om mulighederne for at bruge kontaktløs i betalingssituationen, siger senior vice president med ansvar for Dankortet, Jeppe Juul-Andersen, Nets.

Af Claus Jensen
cj@dhblad.dk

Arkivfoto: Henrik Frydkjær

Opdateret 10. nov 2020