KFI melder fuldt udlejet i flagskibsbygning

1. apr 2019 -
This describes the image

Ved Nordens Plads på Frederiksberg ligger højhuset Domus Vista – et klassisk 60’er-byggeri, som med sine 30 etager er en af de højeste beboelsesejendomme i Skandinavien. I de nederste etager har der gennem årene blandt andet været hotel, men i 2010 erhvervede KFI Erhvervsdrivende Fond stueetagen og første sal i den efterhånden livstrætte bygning.

I dag tager Domus Vista sig markant anderledes ud. Mens førstesalen blev solgt videre til TK Development, der har indrettet 127 ungdomsboliger, er stueetagen blevet gennemgribende renoveret og huser i dag en af de største Meny-butikker i kæden. 2200 kvm salgsareal er det blevet til.

Og nu kan KFI melde om et fuldt udlejet butikscenter i stueetagen. Det glæder Meny-købmand Michael West, at byggemarkedet Silvan er rykket ind i de sidste ledige kvm.

- Det har haft en tydelig effekt for os med ekstra kunder på både hverdage og i weekenden. Jeg er meget glad for Silvan. Det er en perfekt lejer at få ind, for det giver os ekstra kunder, siger han til KFI.

Dermed er der også flere kunder, der kan få glæde af Bodenhoff Bageri, Peter Beier Chokolade eller loungebaren, som ligger i tilknytning til Meny.

Nyt udviklingsprojekt

Det nyrenoverede butikscenter rummer, foruden Meny og en urban Silvan med gør-det- selv-udstyr til lejlighedsprojekter og havehygge til altanstørrelse, blandt andet medborgercenter med bibliotek, lægeklinik, apotek, fitnesscenter og kæledyrsbutik.

- Det kan kun blive endnu bedre med kundegennemstrømningen fra Silvan, når foråret kommer og folk skal på altanen og i haven. Det udvikler sig rigtig positivt. Omsætningen er steget voldsomt. I januar lå vi på indeks 126, siger Michael West til KFI.

Købmændenes Finansieringsinstitut ejer desuden byggerettighederne til boliger på en grund ved Domus Vista. Tidligere på måneden luftede adm. direktør i KFI, Jesper Loiborg, i EjendomsWatch, at man er i dialog med den svenske ejendomsinvestor Akelius om et nyt udviklingsprojekt i Frederiksberg-bydelen.

- Der bliver næppe tale om, at alle 22.000 kvm bliver boliger, for ud mod Roskildevej med en del trafik skal der nok være en randbebyggelse, sådan som de oprindelige planer lagde op til. Der kan måske komme nogle mindre butikker, ligesom man kan forestille sig et fastfood-sted, der kan have fordel af trafikken, udtalte han i den forbindelse til EjendomsWatch.

Opdateret 10. nov 2020