Imerco overtager inspiration
Det bliver Imercos nuværende adm. direktør Frederik Brønnum, som i fremtiden skal stå i spidsen for det nye selskab, når isenkramkæderne Imerco og Inspiration fusionerer.
Aftalen om en fusion kommer som en konsekvens af den stadig stigende konkurrence fra blandt andet de store supermarkeds- og boligindretningskæder og den nethandel, der beskæftiger sig med indretning til bolig og køkken, lyder det i en pressemeddelelse fra kæderne.
Tidligere SuperBest-direktør Frank Sørensen er i dag adm. direktør for Inspiration, men der er endnu ingen forlydender om, hvad hans rolle bliver i fremtiden.
Imerco og Inspiration har en samlet omsætning på 1,6 mia. kr. Heraf kommer cirka 1,1 mia. kr. fra Imerco, der består af 153 butikker, mens Inspiration, der har 48 butikker, omsætter for cirka 0,5 mia. kr.
Kæderne skal bevare deres respektive navne, og målet er, at ingen butikker skal lukke.
Fusionen skal godkendes af de danske konkurrencemyndigheder og ventes at være endelig på plads 1. november 2016.