ICA klarer sig dårligere end ventet
Topchefen i den svenske dagligvaregigant ICA, Per Strömberg, har gang på gang stillet sig op i forbindelse med fremlæggelsen af regnskabstal og stolt fortalt, at ICA er vokset mere end markedet som helhed i rigtigt mange kvartaler i træk.
Men det har ikke helt holdt vand i år, må ICA nu indse, efter at HUI - Handelns Utrednings Institut - har opjusteret sine skøn over fødevarehandelens vækst i Sverige i årets andet og tredje kvartal - fra hhv. 1,7 til 3,0 pct. og fra 2,9 til 4,2 pct.
Per Strömberg har derfor nok været i god tro, da han meldte om bedre vækst end markedets.
ICA ligger imidlertid pludselig ikke længere over, men under væksten i markedet i år, fremgår det af en pressemeddelelse fra den børsnoterede detailgigant.
Og den urørlige markedsleder fremstår nu lidt svækket tilbage med en vækst til udgangen af september på "kun" 3,8 pct., mod HUIs nye 3,9 pct. til markedet som helhed.
Af Jesper Veber Knudsen
jeve@dhblad.dk
ICAs topchef Per Strömberg på et foto, der formentlig er taget, før ICA måtte erkende, at giganten vokser lidt langsommere end markedet.
Foto: ICA