Hørkram giver otte tons mad til sultne

20. apr 2015 -
This describes the image

Når Hørkram de kommende dage holder messe i Messe C i Fredericia, skal den mad, der bliver i overskud, ikke bare ende i en stor affaldscontainer.

Maden vil i stedet blive delt ud til asylcentre, herberger, væresteder og sociale hjælpeorganisationer i Jylland, skriver Hørkram Foodservice i en pressemeddelelse.

Bag aktionen står Hørkram Foodservice i samarbejde med foreningen Det Runde Bord og forbrugerbevægelsen Stop Spild Af Mad.

Det er 3. gang, at Hørkram Foodservice samler mad ind til socialt udsatte, og det er blevet en fast del af messeforberedelserne.

Denne gang forventer Hørkram ca. 4.000 gæster, over 100 fødevareproducenter og ikke mindst et overdådigt udvalg af mad og gratis smagsprøver.

Aktionens initiativtager, Annette Badsberg fra Hørkram Foodservice, glæder sig over, at den gode mad ikke går til spilde:

- Det er nu tredje gang, at vi indsamler overskudsmad fra vores messe. I efteråret 2014 indsamlede vi 11 tons mad på vores julemesse i København, som vi i samarbejde med forbrugerbevægelsen Stop Spild Af Mad og Det Runde Bord kørte ud til herberger, væresteder og krisecentre i København. Vi er meget glade for at kunne glæde andre med denne overskudsmad og sikre, at al den gode mad ikke går til spilde, siger Annette Badsberg.

Af Helle-Karin Helstrand
hkh@dhblad.dk

Opdateret 10. nov 2020