Handlen hælder rekordmange kroner i lønposen
Handlen brugte i første kvartal i år 36 mia. kr. på løn til de ansatte, og det er ifølge tal fra Danmarks Statistik den højeste lønsum i ti år.
Alene det seneste år er der sket en stigning i den udbetalte løn på 1,7 mia. kr. eller 5 pct. I de første tre måneder af 2008 blev der sat 31 mia. kr. (34,5 mia. kr. i 2016-kr.) ind på de ansattes lønkonti.
Så kom krisen med færre ansatte, og to år efter blev der kun lagt 30,6 mia. kr. (32,9 mia.kr. i 2016-kr.) i lønningsposerne.
Allerede i 2011 steg den samlede lønsum dog igen, og stigningen er fortsat siden.
Hovedårsagen til stigningen i den samlede løn er, at butikker og lagre har ansat flere medarbejdere og betalt for flere arbejdstimer siden 2014.
Færre timer om ugen
I de tre første måneder af 2016 blev der i alt arbejdet 125 mio. timer på lagre og i butik-ker. I første kvartal i år er der udført 127 mio. timers arbejde. Det er en stigning på 1,9 pct. Men langt fra alle er ansat på 37 timer om ugen.
Samtidig med at butikkerne udvidede åbningstiden, steg behovet for en fleksibel arbejdskraft. Det betød, at handlen, eller i hvert fald butikkerne, ansatte flere på deltid.
I statistikken viser det sig som en gennemsnitlig ugentlig arbejdstid på 24 timer i 2008 og knap en time mindre, nemlig godt 23 timer om ugen i 2017.
Tallet dækker dog over, at der ikke mindst i dagligvarehandlen er mange ansatte med kun 8 timer om ugen.