Fri bane for shop-i-shop-apoteker
Folketinget vedtog forleden den nye apotekerlov, der på en række punkter moderniserer loven og i højere grad vil gøre det muligt for forbrugerne at købe medicin, når de alligevel er ude for at købe dagligvarer.
Dagligvarehandelen og Matas havde håbet på, at regeringen ville strække sig så langt, at andre end apoteker kunne få lov til at åbne og drive apoteker. Det sagde regeringen dog klart nej til.
Apoteker og apoteksfilialer må kun ejes og drives af personer med en farmaceutisk uddannelse.
Krav præciseres
Til gengæld ser regeringen gerne, at apoteker bliver mere tilgængelige via en udbredelse af shop-i-shop-apoteker i f.eks. supermarkeder og varehuse i stil med åbningen af posthuse i dagligvarebutikker.
Her i foråret kommer der et udkast til en bekendtgørelse i høring, der skal præcisere lovkravene for indretning af shop-i-shop-apoteker. Det er nu vedtaget, at apoteksejerne kan etablere apoteksfilialer (op til syv pr. apoteksejer) som shop-i-shop i Matas og supermarkeder, men det er endnu ikke præciseret hvordan.
Frihandelsvarer
Detailhandlen får med den nye lov desuden imødekommet et længe næret ønske om at få begrænset apotekernes salg af de såkaldte frihandelsvarer som kosmetik, tandpasta, hudplejeprodukter og andre varer end lægemidler.
Apotekernes salg af frihandelsvarer beløber sig til mindst 1,35 mia. kr. i 2012-tal, viser en analyse, som Sundhedsministeriet offentliggjorde sidste år. Det svarer til knap 12 pct. af apotekernes omsætning. Med den nye lov kan apotekerne miste en andel af en milliardomsætning, som i stedet kan blive flyttet over til bl.a. dagligvarebutikkerne og materialisterne.
Sundhedsstyrelsen skal nu udarbejde en positiv liste og en negativ liste over de frihandelsvarer, det vil være naturligt for apotekerne at sælge, og hvilke varer, der ikke hører hjemme i apotekernes sortiment.
Der kommer derfor en bekendtgørelse i bred høring, der skal præcisere, hvilke frihandelsvarer, der fremover må og ikke må forhandles på apoteket.
De eksisterende apoteker gør det for vanskeligt for danskerne at købe medicin, og derfor åbner politikerne for shop-i-shop-apoteker i f.eks. supermarkeder.
Foto: henrik denman