Forbrugertilliden går lidt tilbage
Danmarks Statistiks tal for forbrugernes humør og villighed til at bruge flere penge viser i juni et fald til en værdi på 9,8 mod 13,0 i maj.
Dermed er forbrugernes optimisme på egne og Danmarks vegne dalet lidt siden det absolutte topniveau på denne side af forbrugsfesten midt i 00'erne og den efterfølgende finanskrisen blev nået i marts.
Man skal dog stadig tilbage til 2007 for at finde et højere niveau.
Imens spejder økonomer, handel og politikere efter tydelige tegn på, at optimismen bliver omsat i forbrug.
- Vi har i flere år ventet på, at den høje forbrugertillid reelt blev vekslet til et betydeligt højere privatforbrug. Forbrugernes optimisme er jo først samfundsøkonomisk gavnlig, hvis danskerne reelt bruger flere penge, siger Mira Lie Nielsen, der er økonom i Dansk Erhverv.