Flere øko-varer i butikkerne

16. jan 2018 -
This describes the image
Økologisk Landsforening med prognose om salg af økologiske dagligvarer i 2020 Foto: Økologisk Landsforening

Danskerne er for alvor begyndt at udvide deres forbrug fra økologiske basisvarer til mere forarbejdede øko-varer. Og det kan aflæses på det økologiske udvalg på hylderne hos både Coop og Dansk Supermarked. En stor motivation er muligheden for at undgå hundredvis af E-numre i form af kunstige tilsætningsstoffer som farvestoffer, smagsforstærkere og konserveringsmidler, der findes i ikke-økologiske varer.

- Vi kan se, at salget af økologiske varer som juice, vin, is, slik og færdigretter voksede med mellem 30 og flere hundrede pct. i 2017. Danskerne går i stigende grad efter rene, naturlige fødevarer, også når det gælder de mere forarbejdede varer. Ved at vælge økologi, skåner de sig selv og familien for 330 E-numre. Udviklingen er samtidig et udtryk for, at forbrugerne tager godt imod de mange nye økologiske varer, der er kommet på hylderne de seneste år, siger Helle Bossen, chefkonsulent i Økologisk Landsforening.

Over 1.000 nye varer på hylderne
Hos Dansk Supermarked har man i 2017 sat mere end 1.000 nye øko-varer på hylderne i kæderne Føtex, Netto og Bilka tilsammen.I Føtex har gennemsnitligt fået en ny økologisk vare i sortiment om dagen de seneste to år.

- De økologiske varer, vi sælger mest af, er stadig varer som mælk, gulerødder, bananer, æg, kartofler, havregryn og smør. Men den største salgsvækst på økologi er indenfor mere forarbejdede varer som bl.a. færdigretter, chokolade, vin, spiritus, is, juice, babymad og sågar dyremad, siger Tore Nederland, sortimentschef hos Føtex.

Også i Coops butikker er der kommet langt flere øko-varer at vælge imellem. Der blev introduceret cirka 900 nye øko-varer på tværs af Coops kæder i 2017.

- De økologiske varer, der er kommet på hylderne de seneste år, har primært været lidt mere forarbejdede produkter, end dem man så i økologiens første år. Og så udvider vi generelt sortimentet i flere kategorier. Hvor der før måske kun var en enkelt økovariant inden for et område, er der nu plads til flere – og også økologi i flere kvalitetsniveauer, siger Thomas Roland, CSR-chef i Coop.

Opdateret 10. nov 2020