Fire ud af ti har haft et mindre forbrug i april
Danskernes forbrug er faldet uge efter uge under corona-krisen. I uge 14 og 15 brugte 40 pct. af danskerne således færre penge på personligt forbrug, viser en ny undersøgelse fra YouGov.
Undersøgelsen viser også, at især tøjbranchen er hårdt ramt. Her svarer hver fjerde af de adspurgte, at de har sænket tøjforbruget under corona-krisen.
Flere danskerne køber omvendt mere mad over nettet som følge af krisen.
YouGov-undersøgelsen viser her, at hver ottende forbruger brugte flere penge på mad over nettet i uge 15. Og for familier med børn under syv år er det hver sjette husstand, der har bestilt mere mad online.
Mange, især yngre forbrugere, har også speedet op for deres forbrug af underholdning som film og spil. Her svarer næsten tre ud af ti i alderen 18-29 år, at de har købt mere underholdning på nettet mod 9 pct. i den øvrige befolkning.
Undersøgelsen er baseret på interview med 1547 repræsentativt udvalgte personer fra 18 år og opefter.