En storm har ramt britiske Asda
Britiske Asda, som er ejet af verdens største detailvirksonhed Walmart, oplever for andet kvartal i træk et stort fald i salget.
I månederne april, maj og juni faldt omsætningen i sammenlignelige butikker med 4,7 pct. - efter et tilsvarende fald på 3,9 pct. i de første tre måneder af 2015.
Det fremgår af analysevirksomheden IGDs nyheder.
Asdas topchef Andy Clarke giver nedturen følgende ladede kommentar:
- Vi fortsætter en stabil kurs gennem den værste storm i detailhandelens historie, på trods af endnu et udfordende kvartal. Efter forudsigelser om, at 2015 ville blive et år med store udsving, ventede jeg ikke positive salgstal. Men vi lader os ikke distrahere af billedet på kort sigt. Vi har en misundelsesværdig stabil forretning med den rigtige strategi, der kan få os tilbage på vækstsporet igen, siger han.