DSK skærper søgefelt – lufter mulighed for at udvide bestyrelse

4. feb 2019 -
This describes the image
Arkivfoto: Helle-Karin Helstrand

I december kom det frem, at købmand Lisbeth Dalgaard skifter posten som formand for De Samvirkende Købmænd ud med en plads for enden af bordenden i Dansk Arbejdsgiverforening, hvor hun fremover skal være bestyrelsesformand.

For at finde Lisbeth Dalgaards efterfølger har DSK derfor nedsat et formandsudvalg, som siden december har gennemgået listen af omkring 1450 mulige kandidater til bestyrelsesformandsposten.

Ifølge DSK’s adm. direktør, John Wagner, som er med i formandsudvalget, pågår der et større arbejde med at finde en kandidat.

- Vi har startet med at have en drøftelse af, hvordan den fremtidige fordeling skal være af de arbejdsopgaver, som ligger i formandsskabet. I dag er det sådan, at formanden i DSK også sidder i bestyrelsen og forretningsudvalget i Dansk Erhverv samt i bestyrelsen i KFI og Dansk Handelsblad, forklarer John Wagner.

- Der er nok en stemning i retning af, at det vil være godt, hvis vi kan fordele vores opgaver på flere personer end på formanden, siger han.

Læs også: DSK-formand skal stå i spidsen for Dansk Arbejdsgiverforening

Åbent for flere ændringer

Ifølge DSK’s adm. direktør er det endnu ikke afklaret, om de forskellige poster skal fordeles på to, tre eller måske endda fire personer, men at de pågældende personer er eller vil blive en del af bestyrelsen.

- Jeg har svært ved at forestille mig, at vi i DSK lader organisationen repræsentere af folk, som ikke er eller bliver medlemmer af bestyrelsen.

Har I også drøftet muligheden for at udvide bestyrelsen?

- Ja. Men idet Lisbeth Dalgaard udtræder, er der allerede én plads ledig, lyder det fra John Wagner, som tilføjer, at der også kan ske udskiftninger i den nuværende bestyrelse.

Indtil videre er næstformand Jan Jæger, Spar i Øster Brønderslev konstitueret formand. Han forsikrer, at det nok skal lykkes udvalget at finde en ny formand inden det næste bestyrelsesmøde i midten af marts.

- Vi er stadig i proces med at finde en ny formand. DSK fungerer jo med John Wagner i spidsen, så vi har heldigvis god tid til at finde den rette, siger han.

Opdateret 10. nov 2020

Vil du vide mere?