Den kædeløse købmand er svær at finde

2. jun 2020 -
This describes the image

Antallet af dagligvarebutikker uden tilknytning til eksisterende kæder fylder forsvindende lidt i det samlede billede over den danske dagligvaresektor - og var der tale om vilde dyr, ville de med al sandsynlighed være at finde på Verdensnaturfondens liste over truede arter.

For mens store spillere som Coop og Salling Group tilsammen organiserer 3 ud af 5 butikker på tværs af landet, så er blot 18 ud af i alt 2.771 dagligvareforretninger herhjemme ikke en del af de eksisterende kædesamarbejder.
Det viser en opgørelse fra analysevirksomheden Retail Institute for fjerde kvartal af 2019.

Af de 20 butikker har tre butikker en grossistaftale med Reitan Distribution, seks dagligvareforretninger har indgået aftaler med Dagrofa, mens de resterende ni butikker får deres varer fra andre grossister og leverandører.
Økonomisk er der primært tale om forretninger i den ”lavere ende” af skalaen idet en tredjedel af butikkerne har en årlig omsætning på under 5 mio. kr., mens fire butikker har en omsætning på mellem 5-8 mio. kr.

Der er dog også butikker, som løfter gennemsnittet markant, idet de to nordjyske Superland-butikker og de to Koldingbaserede Liva-butikker - alle kunder hos Dagrofa - omsætter for væsentligt mere.

Kædeløs er for kiosker
Ser vi derimod på de butikker, som falder ind under kiosksegmentet, er billedet et helt andet. Her står lige over halvdelen af landets i alt 1.523 kiosker udenfor de ”dominerende” kæder Nærkøb, Letkøb og Seven Eleven.

En del af forklaringen på de mange uafhængige kiosker skal muligvis findes i forretningernes størrelse, hvor et kædesamarbejde ikke vil give økonomisk mening - forstået på den måde, at omsætningen ikke på nuværende tidspunkt modsvarer omkostningerne forbundet med ”medlemskab i kædeklubberne”. Godt en tredjedel af kioskerne udenfor kædesamarbejde har en omsætning på under 1 mio. kr. om året, mens 56 pct. har en omsætning på mellem 1-5 mio. kr. årligt.

Opdateret 10. nov 2020