Danskernes grænse: En færdigret må koste 40 kroner
Godt fire ud af 10 køber en færdigret i et supermarked mindst en gang om måneden.
I disse dage fyldes køleboksene i en række af Coops supermarkeder i kæderne Irma, SuperBrugsen og Kvickly med nye tilbud inden for hel- og halvfærdige måltider fra blandt andre butikkernes egen slagtere, Cofoco eller Meyer.
Men hvor meget vil de danske forbrugere betale for et måltid mad, og hvad er vigtigt, når familien skal have mad, der ikke er tilberedt i familiens eget køkken.
Kundepanelet.dk har for Dansk Handelsblad spurgt 1193 forbrugere på forbrugersitet Tilbudsugen.dk om deres holdning til Coops initiativ til flere convenience-produkter fra de tre kæder.
En del af Coops nye måltider fra blandt andre Meyer koster 50 kroner per person, og det er for meget for mere end halvdelen af dem, der har svaret i undersøgelsen.
De angiver, at deres prismæssige grænse for, hvad de vil betale for et færdigt måltid mad fra et supermarked ligger på 40 kr. pr. person. Kun knap en tredjedel vil betale op til 50 kr. pr. person, mens 8 pct. vil betale op til 60 kroner. Knap 2 pct. mener, at en pris på 70 kr. pr. person er i orden.
Godt én ud af 10 siger, at prisen ikke betyder det store, når bare det er nemt.
Den nemme løsning for et måltid er tiltagende populær, men potentialet er stort. Godt fire ud af 10 danskerne køber et færdiglavet måltid mad i et supermarked mindst en gang om måneden. En fjerdedel køber ikke færdiglavet mad i et supermarked, og godt en tredjedel angiver at de køber færdiglavet mad sjældnere end en gang om måneden.
Smag og indhold er vigtige parametre: Forbrugerne nævner, at de lægger vægt på, at retterne smager godt, at de er tilberedt med økologiske råvarer, at der er skåret ned på saltindholdet og tilsætningsstoffer, og så skal der være både vegetariske og glutenfri varianter at vælge imellem.
16 pct. af de adspurgte siger, at Coops nye retter kan få dem til at ændre vaner.
FAKTA om undersøgelsen:
Så ofte køber danskere færdigretter:
- 43 pct. køber en færdigret i et supermarked mindst én gang om måneden
- en fjerdedel køber ikke færdiglavet mad i et supermarked
- godt en tredjedel køber færdiglavet mad sjældnere end en gang om måneden
Hvilke overvejelser gør de sig?
- 37 pct. vil overveje et færdigt måltid, men det afhænger af prisen
- 30 pct. siger, at det afhænger af kvaliteten
- 17 pct. vil gerne have sunde retter
Hvad må maden koste?
- flere end halvdelen siger, at de maksimalt vil 40 kr. pr. person
- 29 pct. vil betale op til 50 kr. pr. person
- 8 pct. vil betale op til 60 kr. pr. person
- knap 2 pct. siger ok til en pris på 70 kr. pr. person
- 11 pct. er ligeglade med prisen, når bare det er nemt
Kan Coop nye madinitiativ flytte vaner?
- 16 pct. er svarer ja. Initiativet kan få dem til at købe flere måltidsløsninger
- 30 pct. vil ikke ændre deres indkøbsvaner
Hvor mange handler i Coops butikker?
- 65 pct. af danskerne handler i en af de tre kæder mindst hver anden uge
- 27 pct. har ikke en af de nævnte butikker i deres nærhed
- 7 pct. handler aldrig i en af de tre kæder
Det totale antal besvarelser er repræsentativt fordelt på køn, alder og på de danske regioner.