Danske Spil var mindre heldig i lotteriet
Danske Spil var i 2017 ikke heldig at få lange puljeforløb med store voksende puljer i sine lotterispil. Det kostede omsætning i spilkoncernen og medvirkede til en nedgang i forhandlernes indtjening.
Det fortæller adm. direktør for Danske Lotteri Spil, Pernille Wendel Mehl. Hun har ansvaret for koncernens lotterispil og retailsalg.
- En lotteriforretning er meget drevet af held. Vi var sidste år overhovedet ikke heldige med puljerne i Danske Lotteri Spil, og så falder omsætningen, siger hun.
- Puljerne blev vundet i de uger, hvor de blev spillet, så vi fik ikke i 2017 de lange forløb med høje puljer, hvor puljerne ruller videre, og vi sætter fuldt fokus på det og får aktiveret alle vores forhandlere.
- Derimod var vi i 2016 rigtig heldige med puljeforløb. Der var historisk høje puljer både på Vikinglotto - det gamle Onsdags Lotto - og ikke mindst Eurojackpot. Så 2016 var et kanon år for Danske Spil totalt set, siger Pernille Wendel Mehl.
Lotterispillet er den største del af forretningen hos Danske Spil, og det udeblevne held i lotteriet viste sig i 2017 i spilkoncernens omsætning – og forhandlernes indtjening.
- Vores forhandlerprovision er en procentsats af omsætningen, så når omsætningen går ned, så går provisionen selvfølgelig også ned. Men vi er faktisk alligevel rigtigt stolte af vores 2017 resultat, siger Pernille Wendel Mehl.
Online tager marked langsomt
Forhandlerne hos Danske Spil tjente i 2017 omkring 45 mio. kroner mindre end året før. Det er en markant nedgang i forhold til de foregående år.
Udover det manglende held med de rullende puljer, så er der også en anden og mere varig årsag til nedgangen i størrelsen af forhandlernes provision - onlinespil flytter hvert år omsætning fra forhandlerne.
Direktøren for Danske Lotteri Spil oplever dog, at nettet tager mindre omsætning fra forhandlerne, end spilkoncernen forventede for nogle år siden.
- Der er en bevægelse mod online i alle brancher og også på spil, men vi oplever faktisk, at det ikke går så hurtigt mod online, som vi tidligere havde forventet. Det ændrer sig et par procent hvert år, så det sker ikke med raketfart i vores branche. siger hun.
Hun betoner, at spilkoncernen også i de kommende år satser på forhandlerne, som stadig sælger mere end danskespil.dk.
- Vi prøver i Danske Spil ikke at kannibalisere og tage kunderne over på vores online platforme, for vi har også en interesse i, at kunderne kommer i butikkerne og får den gode kundeoplevelse. Vi vil rigtig gerne samarbejde med vores forhandlere, og derfor investerer vi millioner i retail med nye koncepter, butiksløsninger og interiørkoncepter, siger hun.
- Lige nu er vi i gang med at investere i muligheder for at sælge vores produkter, så det giver en langt større oplevelse. Vi tester forskellige salgsløsninger i både supermarkeder og discountbutikker, så det bliver mere intuitivt at købe vores produkter, og kunderne bliver mindet om at spille. Spil er jo meget drevet af impuls, siger hun.
Danske Spil har sat 1000 digitale salgsløsninger op i de største kiosker og supermarkeder og spilkoncernen ser salgsløft i de butikker, der har fået løsningen.
- Vi kigger endvidere på omnichannel-løsninger, og blandt andet har vi allerede en kuponspil app, så forbrugeren kan forberede sit spil og spille i butikken. Der er rigtig mange kunder, der gerne vil forberede spillet på deres mobiltelefon og så komme ned til forhandleren og få en snak om kampen og hygge og snakke med de andre, der spiller i butikken, siger Pernille Wendel Mehl.
Danske Spil har derudover i samarbejde med Nets skabt en løsning, hvor spillere kan få præmier op til 5000 udbetalt på Dankort og altså spille videre hos forhandleren med det samme.
Provision gik ned
Danske Spil forhandlere oplever siden 2016, at satserne for provisionen på spillene er blevet sat ned. Pernille Wendel Mehl ønsker dog ikke i pressen at diskutere størrelsen af forhandlernes provision.
- Jeg vil ikke sige noget til pressen, om vi ændrer provisionssatserne eller ej. Det er et instrument, vi tager fat i, hvis det er nødvendigt, siger hun.
Hun peger på, at butikkerne har mulighed for at øge indtjeningen ved at arbejde med kundernes købsoplevelsen. Hun ser, at butikkerne med de mest dedikere medarbejdere løfter salget.
- Der er potentiale for meromsætning på mange af vores aktiviteter, og det handler dybest set om engagement og viden. Vores produkter åbner op for så mange gode dialoger, og det er jo ganske gratis at spørge kunderne, om de skal være med på de store puljer eller spille på Champions League kampen her i weekenden. Forhandlerne skal yde noget, for hvis kunderne ikke føler, de får en ekstra service ved at handle deres lottokupon i butikken, så er det så meget lettere at spille online. Spil sælger ikke sig selv. Vi er ude hver uge og hente kunderne ind én gang til.
Direktøren for Danske Lotteri Spil tror på, at der er mulighed for, at forhandlerne oplever fremgang i 2018.
- Med vores massive investeringer i disse år og nye måder at samarbejde med forhandlerne på, så tror jeg, at der er er mulighed for at øge omsætningen i retail. Vi er kommet rigtig flot fra start i 2018 med for eksempel Eurojackpot, hvor vi har haft et par uger med max pulje, og vi kan se, at forhandlere, der 100 pct. bruger kampagnematerialerne, løfter deres salg med over 15 pct. i forhold til dem, der ikke gør noget. Jeg håber det bliver et godt år, siger Pernille Wendel Mehl.