Danske Spil bliver den store vinder

2. mar 2017 -
This describes the image
H.C. Madsen fratræder til april og efterfølges som adm. direktør af Susanne Mørch Koch. Foto: Creative Commons
Skrevet af: Henrik Denman

Det er en veltrimmet virksomhed, adm. direktør H.C. Madsen overdrager til sin efterfølger Susanne Mørch Koch, når han forlader chefposten i Danske Spil til april.

Det nye årsregnskab, som bliver det sidste, han har ansvaret for, kan nemlig aflevere et historisk stort overskud tilbage til samfundet. Det samfundsmæssige overskud hos Danske Spil blev i 2016 på 2,8 mia. kr., hvilket er 103 mio. kr. mere end i 2015. Det er det højeste samfundsmæssige overskud nogensinde i koncernens historie.

Resultatet efter skat blev i Danske Spil koncernen 1,7 mia. kr., og det er 118 mio. kr. mere end i 2015. Årets BSI - det står for bruttospilleindtægt og er omsætning minus præmier - blev fem mia. kr., hvilket er 199 mio. kr. mere end i samme periode sidste år.

- Vi afleverer et historisk stort overskud tilbage til samfundet, og dermed opfylder vi i den grad det formål, vi blev stiftet for i 1949, siger H.C. Madsen i en pressemeddelelse.

Med både OL og EM i fodbold har 2016 været et stort sportsår, og i den liberaliserede del af Danske Spil har årets mange internationale sportsbegivenheder vist sig i både spiludbuddet og omsætningen. Det har, sammen med store fornyelser og nye spil i kasinodelen af Danske Licens Spil, givet en vækst i BSI på fire pct. på de liberaliserede spil.

 

Opdateret 10. nov 2020