Danske forbrugere er Europas mest optimistiske

28. jul 2015 -
This describes the image
Forbrugertilliden faldt i juli trods forbedring i privatøkonomien. Foto: Dagligvarehandlen.dk
Skrevet af: Redaktionen

Det afspejler sig ikke tydeligt i forbruget herhjemme, men danskerne er ifølge den internationale analysevirksomhed Nielsen suverænt de mest optimistiske i hele Europa.

I en ny udgave af Nielsens tilbagevendende måling af forbrugertilliden i 60 lande verden over, "Global Consumer Confidence Index", øger danskerne føringen som de eneste europæere med et optimistisk syn på økonomien med et indeks på 112.

Det indbringer os en 4. plads blandt de mest optimistiske i verden - kun Indien, Filippinerne og Indonesien ligger foran.

Indekstal over 100 udtrykker positive forventninger, mens for eksempel de evigt kriseramte grækere efter et fald på hele 12 point nærmer sig bunden med et indeks på 53.

Det europæiske gennemsnit på 79 er imidlertid det højeste i de seneste fem år, og briterne tager nu andenpladsen i Europa med et indeks på 99 - efter fremgang seks kvartaler i træk.

De nye Nielsen-tal er indsamlet i løbet af maj måned.

For en lille uge siden viste Danmarks Statistiks tal, at forbrugertilliden er svagt faldende - fra 9,8 i juni til 9,5 i juli. Begge sommermåneder er dermed under et gennemsnit på 11,5 i årets første halvdel.

Opdateret 10. nov 2020

Vil du vide mere?