Dansk Retursystem beholder pantpenge

2. jun 2017 -
This describes the image
Arkivfoto: Creative Commons
Skrevet af: Henrik Denman

Bryggerierne har vundet en sejr mod regeringen, der har besluttet at lade Dansk Retursystem beholde et millionbeløb af uindløst pant fra 2020.

Adm. direktør Lars Krejberg Petersen, Dansk Retursystem, noterer med tilfredshed, at regeringen har besluttet at lade den såkaldte ip-betaling ophøre med udgangen af 2019. Det drejer sig om penge for pant, som forbrugerne ikke har indløst.

Dermed kan Dansk Retursystem i 2020 beholde 64,4 mio. kr., som virksomheden ellers skulle have betalt til staten.

Den socialdemokratisk ledede regering besluttede i 2013, at Dansk Retursystem fra 2015 skulle betale penge til staten af den uindløste pant, de såkaldte ip-midler.

Ifølge aftalen i Folketinget skulle Dansk Retursystem hvert år betale en del af de penge, som danskerne betaler i pant, men aldrig indløser igen.

I årene 2015-2019 drejer det sig samlet om i alt 124,5 mio. kr. Der var ikke aftalt betalinger efter 2019, men den nuværende regering ønskede at fortsætte ordningen – i 2020 med 64,4 mio. kr.

Politikere lyttede

I november fik Bryggeriforeningen, hvis medlemmer ejer Dansk Retursystem, foretræde for Folketingets Skatteudvalg, hvor politikerne blev stillet spørgsmålet, hvorfor pantsystemet skal pålægges en særlig afgift.

Bryggeriforeningen ønskede at lade alle pengene forblive i Dansk Retursystem til at dække udgifterne til indsamling en returemballage.

Beskeden til skatteudvalget var, at pantmidlerne alene bør gå til at finansiere pantsystemet, og at finansloven ikke bør indregne en indtægt, som ikke er aftalt politisk.

Politikerne har taget synspunktet til efterretning, så Dansk Retursystem fra 2020 kan råde over alle de penge, den får ind via pantsystemet.

Opdateret 10. nov 2020

Vil du vide mere?