Coop.dk intensiverer kampen om børnefamilierne
Coop.dk Mad har indgået et samarbejde med iværksættervirksomheden Mambeno. Samarbejdet skal få flere børnefamilier til at købe deres mad via Coop.dk Mad.
I 2015 lancerede Mambeno.dk landets første abonnementsbaserede madplan til børnefamilier. Nu kan kunder, der har et abonnement på Mambeno.dk, let bestille den mad, der indgår i madplanen, via abonnementet.
- Du får en madplan direkte ind i mailboksen, og med et par enkelte klik har du bestilt alle de nødvendige råvarer til hele næste uges måltider - og det, du mangler til den øvrige husholdning, siger Marlene Landsfeldt, stifter af mambeno.dk i en pressemeddelelse fra Coop.
Morten Viktor, kommerciel direktør for Coop.dk Mad, siger:
- Vi ser en stigende efterspørgsel efter løsninger, der giver børnefamilier nem, sund og varieret mad i hverdagen. Derfor er samarbejdet med Mambeno oplagt, da vi på den måde giver danskerne inspirerende og sunde opskrifter kombineret med de gode råvarer fra Coop – og det hele leveret lige til døren.
Senere på året udgiver Mambeno en madplansapp, hvorfra det også vil være muligt at bestille ingredienserne til madplanerne til levering med Coop.dk Mad.