Butikker får hjælp til lavere energiforbrug
Små og mellemstore butikker får i de kommende uger tilbud om hjælp til at sænke energiforbruget med LED-lys.
LED-konsulenter fra Energistyrelsen vil frem til og med uge 43 besøge mere end 1000 små og mellemstore butikker, hvor de vil tælle butikkernes lyskilde og udregne den potentielle besparelse ved at skifte til LED-pærer.
Detailhandlen står for 11 pct. af danske virksomheders elforbrug, og for detailhandlen udgør belysningen ca. 50 pct. af elforbruget.
Detailhandlen benytter i dag ofte halogenbelysning, og en udskiftning fra halogen til LED giver mulighed for at spare mellem 50 og helt op til 90 pct.
- At skifte til LED-belysning er en investering, som man får igen på en billigere elregning, men jeg forstår godt, at mange butikker har brug for at føle sig sikre på, hvor stor besparelsen er, før de skifter det hele ud, siger energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt i en pressemeddelelse.