Bryggerierne betaler rekordstor afgift
Bryggerierne betalte sidste år et rekordstort beløb i emballageafgift, selv om de danske bryggerier stort set indsamler alle flasker og dåser og genanvender dem.
I 2016 betalte bryggerierne 240 mio. kr. i emballageafgift til staten mod 223 mio. kr. året før. Det viser nye tal fra Bryggeriforeningen.
Samtidig koster det bryggerierne et anseligt beløb at drive det fintmaskede retursystem, som i praksis ligger i hænderne på Dansk Retursystem.
Sidste år betalte bryggerierne 238 mio. kr. for at indsamle og genanvende flasker og dåser gennem Dansk Retursystem.
Det er 10 mio. kr. mere end året før og er også en ny rekord.
Urimeligt
Bryggeriforeningen har det fint med at stå for det danske retursystem, men til gengæld kan foreningen ikke se fornuften i at betale afgift på emballager, som bliver indsamlet og genanvendt.
– Vi betaler for Dansk Retursystem med glæde. For det er kun rimeligt at rydde op efter sig og spare på de knappe ressourcer. Men det er urimeligt, at bryggerierne samtidig skal betale emballageafgift, siger Bryggeriforeningens direktør, Niels Hald.
Den vægtbaserede emballageafgift blev afskaffet af SRSF-regeringen, men politikerne fjernede ikke afgiften på bryggeriernes produkter.
Resultatet er, at der i dag er afgifter på dåser og flasker, der indsamles og genanvendes.
Til gengæld er der ingen afgift på emballager, der ender som affald.
Bryggeriforeningen håber, at emballageafgiften vil blive fjernet, når regeringen til efteråret skal rydde op i afgiftsjunglen.