Brugsens slagter skaber nye madvaner i Ringsted
Det er kun knap to år siden, at der stod Kvickly på bygningen på Nørre Torv 26 i Ringsted. Efter fire måneders ombygning og en reduktion af butiksarealet fra knap 2200 kvm. til i dag 1140 kvm., åbnede butikken som en topmoderne SuperBrugs i september 2016. En butik, som kædedirektør Jesper K. Andersen gerne fremhæver som et godt eksempel i kæden.
Lige inden varehuset sagde farvel til Kvickly, kom den nuværende uddeler Max Juhl-Nielsen til, og han har sat godt gang i udviklingen.
- Vi kan ikke sammenligne direkte med tiden som Kvickly, men tager vi madsalget, så sælger vi mere mad i dag, end vi gjorde i Kvickly-tiden, siger Max Juhl-Nielsen.
År til dato er omsætningen vokset med 7 pct., og indtjeningen er vokset pænt.
- Det skyldes blandt andet, at vi har fået en nedkølet frugt- og grøntafdeling. Kunderne skulle dog lige finde ud af, at kvaliteten er blevet meget bedre. En del kunder fandt selvfølgelig andre steder at handle, mens vi holdt lukket, men nu er de tilbage. Vi har også fået flere frokostkunder den seneste tid, siger han.
Kædedirektøren mener, at ikke mindst uddeleren, men også slagteren og delikatesselederen er de vigtigste faktor i butikkens succes.
[caption id="attachment_70365" align="alignnone" width="300"] Delikatesseleder Pernelle Jones har sat godt gang i udviklingen af salget af mad – både i og ud af huset. Hun vejleder gerne kunderne.[/caption]
- Den lokale forankring og butikkens store fokus på mad – både i butikken og ud af huset - er afgørende for fremgangen, der indebærer både flere kunder og en større kundekurv, siger Jesper K. Andersen.
Begyndte i Coop som 11-årig
Max Juhl-Nielsen er vokset op i Coop og havde sit første job i dagligvarekoncernen som 11-årig.
- Min mor arbejdede i Brugsen i Stenlille, og jeg kom der seks dage om ugen bare for at skille papkasser ad og putte dem i en container. Det var mit job, og nogle gange tog det kun et kvarter, fortæller uddeleren.
Han er i dag 39 år og har været souschef i mange år. Faktisk siden han afsluttede sin uddannelse i SuperBrugsen i Høng, og ind til han for 12 år siden fik sit første uddelerjob.
- Jeg kan godt lide de grundlæggende værdier i Coop, begrunder han sit karriereforløb i samme koncern.
En anden værdi, som ligger ham meget på sinde, er netop den lokale forankring, som Jesper K. Andersen fremhæver. Et begreb, som bruges ret ofte i dagligvarehandlen, men som vist godt kan siges at være Max Juhl-Nielsen i en nøddeskal, selv om han med sin familie bor 15 km væk – i Sorø.
- Men jeg har inviteret mig selv inden for i Ringsted.
Fodboldklubben skaber omsætning
Max Juhl-Nielsen har blandt andet skabt et unikt samarbejde med den lokale fodboldklub, som brugsen er sponsor for.
- Fodboldmæssigt er det ikke en stor klub, men socialt er den kæmpestor. 1100 medlemmer har klubben, og det samarbejde har kastet så meget tilbage til os. Klubben holdt blandt andet et sponsormøde hos os i brugsen, og det betød, at jeg fik kontakt til en stor del af det lokale erhvervsliv. Nu er de er nu kunder i brugsen – både som virksomheder og lederne privat, fortæller uddeleren.
Det er også fodboldklubben, der sælger fyrværkeri foran butikken til nytår.
- Og når Peters far står og sælger, skal Sørens far selvfølgelig købe meget fyrværkeri, og så skal de da også lige handle i SuperBrugsen, siger Max Juhl-Nielsen.
Det er også vigtigt for ham, at de ansatte er lokale. I dag er fem af dem, som uddeleren kalder ”de bærende” i butikken, lokale. Deres ansættelse har Max Juhl-Nielsen dog ikke haft indflydelse på.
- De har været her tilsammen 140 år. Den ene har arbejdet i denne butik i 47 år. Da hun for kort tid siden fyldte 67 år – og i øvrigt ikke vil på pension – lagde vi et billede af hende på Facebook. Det blev dagens mest sete, selv om vi er meget aktive brugere af det sociale medie. Det siger noget om, hvor meget det betyder for kunderne, at vores medarbejdere er lokale, siger han.
I modsætning til mange andre bruger Max Juhl-Nielsen ikke konkurrencer på Facebook.
- Det giver for mange følgere, der ikke er lokale og derfor ikke handler her. Vi har 4200 følgere, og de fleste er lokale, der gerne vil have vores tilbud, siger uddeleren.
En anden, der er yderst lokal, er slagtermesteren. Han har dog været i smut på restaurant i hovedstaden, hvorfra han medbragte ny inspiration.
- Han laver udskæringer, som vi ikke kender her i Ringsted, og efter at have arbejdet på restaurant er han også rigtig god til mad. Han laver retter, der indimellem er så moderne, at de lokale lige kigger en ekstra gang. Men det er meget lettere at sælge anderledes mad, når ham, der står bag disken, også er ham, man møder i tøjbutikken, eller når man står ved fodboldbanen. Han har skabt nye madvaner i Ringsted, siger uddeleren.
[caption id="attachment_70366" align="alignnone" width="300"] Mad, der er klar til at sætte i ovnen, er en vigtig vare i slagter-delikatesseafdelingen. Her mesterslagter Tobias Rasmussen.[/caption]
Inviterer til madskole
Slagtermester Rasmus Høst har faktisk så godt et forhold til sine kunder, at han har inviteret dem inden for i produktionslokalerne.
- Han har holdt madskole med stor succes, og delikatesseafdelingen har holdt madpakkekursus for en skoleklasse i vores frokoststue, siger Max Juhl-Nielsen og bliver suppleret af kædedirektøren.
- Det er netop en af de måder, hvorpå vi kan knytte kunderne tættere til os. En anden butik i kæden har nu inviteret til fællesspisning, som Dagli’Brugsen gør. Det skal flere SuperBrugser afprøve.
Delikatessen har på flere måder fået en helt anden rolle efter ombygningen. Hele afdelingen blevet åbent op, så kunderne nu kan se hele produktionslokalet og dermed let få kontakt til medarbejderne for at få gode råd.
- Og så har jeg ansat en delikatesseleder, og de to afdelinger er blevet sidestillet. Tidligere lå delikatessen under slagterafdelingen. Men vi skal have meget mere fokus på mad. Vi laver bl.a. madkasser med alt til en fest, en påskefrokost, en nytårsmenu, eller hvad kunden ønsker, siger Max Juhl-Nielsen.
I nogle kasser er kødet forstegt. I andre er alle ingredienser klar med en opskrift, og så tilbereder kunden selv maden.
- På den måde slipper kunden for at planlægge indkøbet, men hun kan alligevel sige, at hun selv har stået for maden. Det kommer vi til at lave mere af, siger uddeleren.
SuperBrugsen i Ringsted
Ejet af Coop, ledet af uddeler Max Juhl-Nielsen
- salgsareal: 1140 kvm.
- ansatte: 35 – heraf 6 faste i slagter-delikatesse og 8 i butikken
Butikken åbnede som SuperBrugs i september 2016