Blå plasticpalle vinder designpris
De fleste forbinder sikkert designpriser med f.eks. møbler og lamper. Men designpriser kan også gives til en palle.
Verdens førende leverandør af bæredygtige paller, Chep, har vundet designprisen Red Dot Award 2016. Prisen, der hylder det bedste globale produktdesign, blev givet til Chep i kategorien "Industri, maskiner og robotter" for sin innovative blå kvartpalle. Det er første gang, at designet af en palle overhovedet kommer i betragtning til den fine pris.
Ifølge juryen får pallen ikke kun topkarakterer for sit udseende, men også for sin funktionelle opbygning, der både gør den meget brugervenlig og effektiv at arbejde med.
– Formålet med at designe og udvikle den nye generation af blå kvartpaller har været at tilbyde et unikt produkt, der sparer tid, penge og CO2, og som kommer vores kunder og kundernes kunder til gode, siger landechef for Chep Danmark, Torben Lund, i en pressemeddelelse.