24-årig butikschef i Spar: ”Jeg skal forsvare, at jeg ikke vil noget andet”

13. aug 2019 -
This describes the image
Sara Kloster Spar Thisted på Simons Bakke Foto: Caroline Burchardt

Unge købmænd i tale

Dagligvarebranchen er under forandring - flere handler på nettet, der er flere ældre end unge på arbejdsmarkedet, og det er svært at rekruttere. Derfor går Dansk Handelsblad de unge købmænd i bedene for at finde ud af, hvad der får dem til at vælge den karrierevej - og hvad der skal til for at sikre, der også er købmænd i fremtiden.

[caption id="attachment_80593" align="alignnone" width="696"] Foto: Caroline Burchardt[/caption]

Sara Kloster blev uddannet købmand i starten af juli, men allerede i foråret fik hun ansvaret for sin egen butik i Thisted, da Go' Mad-gruppen, bestående af købmændene Jens Andersen, Kristian Stærk og Anders Nyby, 1. april overtog Spar-butikken på Simons Bakke i Thisted og indlemmede den i det nu seks butikker store imperium.

Men vejen dertil har ikke været lige til højrebenet for den nybagte købmand.

- Det har aldrig været min drøm at blive købmand. Jeg tog to sabbatår efter gymnasiet i 2015 og fik fritidsjob i Spar. Det havde jeg også, mens jeg læste til sygeplejerske. Det gjorde jeg i to måneder, og det viste sig bare, at jeg brændte mere for købmandsfaget, end jeg troede, siger hun.

- Der er stadig menneskelig kontakt, og det er det, jeg rigtig godt kan lide. Og så er der rigtig mange forskellige opgaver. Men jeg havde ingen drøm om at skulle være i butik. Jeg havde vel samme fordomme som de fleste andre – og der er da til dels også hold i dem. Dårlige arbejdstider og en lavere løn end mange andre erhverv, lyder det fra den unge købmand.

Nem uddannelse skæmmer image

Personligt passer arbejdstiderne dog Sara Kloster glimrende. En gennemsnitlig arbejdsuge lyder på 45 timer, og det er der opbakning til på hjemmefronten - hendes kæreste arbejder nemlig også i butik.

- Der er stor forståelse, når den anden ringer og siger, man bliver forsinket. Min kæreste kom også og hjalp med at sætte op i butikken, da vi overtog den, fortæller hun.

Det er dog mere reglen end undtagelsen, at Sara Klosters valg af karriere bliver mødt med en vis skepsis selv fra familien.

- Jeg skal forsvare, at jeg ikke vil noget andet. Folk, der ikke er i branchen, kan ikke forstå det. Et andet familiemedlem er snart færdig med en akademisk uddannelse inden for sundhedsvidenskab, og jeg kan mærke, der er en forskel i måden, vores respektive uddannelser bliver omtalt, siger en tydeligt frustreret Sara Kloster.

[caption id="attachment_80592" align="alignnone" width="696"] Foto: Caroline Burchardt[/caption]

Og årsagen til det mener hun også at kende: En ond cirkel mellem manglende ambition i uddannelsen og manglende ambition hos de elever, der ved, de ikke kan se frem til et job, når de er færdige med uddannelsen.

- Det hænger på uddannelsen. Det er blevet en nem uddannelse at tage, og så mister den prestige. Der skal mere ambition ind i uddannelsen, siger Sara Kloster og uddyber:

- Mange elever bliver fyret efter endt elevforløb, og det er ikke motiverende for at gøre sig umage. Der skal gøres noget på de arbejdspladser, der har elever. De skal forstå, det er en investering, og at de har mulighed for at forme folk til virksomheden. Elever skal udvikles, de skal ikke ses som billig arbejdskraft. Sådan er det desværre mange steder i dag.

Den nordjyske købmand understreger vigtigheden af det sociale som en sammenhængskraft i branchen.

- Jeg tror ikke, faget kan rebrandes. Der er jo også hold i nogle af fordommene. Så det afhænger i høj grad af at skabe et socialt miljø, der skaber stolthed og arbejdsglæde, siger Sara Kloster.

Lokalt fokus i ny butik

Stolthed og arbejdsglæde har hun selv fundet i sit nuværende arbejde. Hun beskriver det som en total ændring både på det personlige og professionelle plan at få så stort et ansvar og skulle organisere og administrere en butik på egen hånd. Også selv om hjælpen altid er nær fra en af de andre butikker, hvis hun har brug for den.

[caption id="attachment_80594" align="alignnone" width="696"] Foto: Caroline Burchardt[/caption]

Ejergruppen bag, Jens Andersen, Kristian Stærk og Anders Nyby, har stor succes med deres eget slagter- og delikatessekoncept, Go' Mad, som også er blevet et fokusområde i den nyerhvervede Spar på Simons Bakke. Dertil kommer et særligt øje for ferskvarer generelt.

- Der er kommet mere fokus på grønt. Friskhed har meget at sige. Frugt og grønt er det første, du ser. Hvis det halter, får du som kunde en ide om, at resten af butikken også gør. Brødet kommer fra den lokale bager og er trukket helt op til kassen. Vi har friskhakket fars, og meget af kødet er slagterlavet på Iversensvej (den anden af gruppens butikker i Thisted, red.), siger Sara Kloster.

Desuden satser hun i høj grad på at udnytte butikkens lokation. Nogle af de nærmeste naboer er Dragsbæk, Premier Is og Ismejeriet Thy, der blandt andet laver veganske is under mærket Naturli'. Alle har de permanente kølere stående i butikken for at give de lokale varer særlig opmærksomhed.

[caption id="attachment_80595" align="alignnone" width="696"] Foto: Caroline Burchardt[/caption]

- Det er alt sammen motivation for at skabe interesse for butikken. Vi skal skille os ud fra Aldi, som ligger lige ved siden af. Men det mener jeg også, vi kan. Det er to forskellige målgrupper; jeg kan ikke se den store trussel, lyder det fra den unge købmand, der ikke ser prisforskellene som en afgørende faktor for kundernes valg af butik.

- Spar er ikke en billig butik, og jeg synes, det er forkert at have fokus på lave priser med gul pris og den slags. Du kan ikke have friske varer og kompetent personale og lave priser. Det hænger ikke sammen. Vi er i den dyre ende, og det synes jeg er fint, understreger Sara Kloster og tilføjer, at det dog kræver en moderne butik, der følger med tiden.

Butikken omsætter pt. for 18 mio. kr. om året, men målet er 20-21 stykker. Et mål, som Sara Kloster mener er ganske realistisk. Og selv om hun er nyslået købmand, har hun allerede ambitioner om at drive det videre.

- På længere sigt kunne jeg godt tænke mig et eller andet inden for butik i større skala. Jeg vil gerne hjælpe andre butikker til succes. Måske salgschef?, spekulerer hun.

Fakta om Spar Simons Bakke

Spar på Simons Bakke i Thisted er byens anden Spar-butik, som ejes af købmændene Jens Andersen, Kristian Stærk og Anders Nyby

Gruppen, der lokalt er kendt for Go’ Mad-konceptet, har i alt seks Spar-butikker i Nordjylland

Butikken på Simons Bakke består af 630 kvm salgsareal samt 150 kvm lager. Den har syv fastansatte, deraf tre fuldtid, og ca. 15 ungarbejdere

Opdateret 10. nov 2020