Lidl ansætter ny HR-direktør

Øvrige kæder - Navne 1. jul 2022 -
This describes the image
Foto: Lidl Danmark
  • 1. juli tiltræder tyske Hauke Daene jobbet som HR-direktør for Lidl Danmark, hvor han desuden bliver en del af direktionen.

Skrevet af: Søren Tougaard

Jobbet som HR-direktør i Lidl Danmark har stået ubesat, siden Sine Dolberg efter syv år forlod jobbet i november sidste år efter "uenigheder om den fremtidige HR-strategi". 

Nu har Lidl Danmark fundet den rette profil til jobbet i Tyskland. Hauke Daene bliver således ny direktør for Human Ressources-området i Lidl Danmark fra 1. juli, hvor han også træder ind i direktionen.

Med mere end 13 års international erfaring i dagligvarekæden og senest HR-ansvaret for hele Lidl Tyskland, der er discounterens største marked, kommer han med solid erfaring fra branchen, som han glæder sig til at bruge i Danmark.

- Vores vision i Lidl Danmark er at blive danskernes førstevalg for kunder og medarbejdere. Vi har fokus på at udvide vores teamlidl-kultur for at øge loyaliteten og opbygge et stærkt Employer Brand i Danmark. For at fortsætte vores vækst- og ekspansionsplaner i Danmark ønsker vi at tiltrække de dygtigste medarbejdere i branchen til vores butikker, vores logistikcentre og vores hovedkontor – som flytter til Aarhus næste sommer, udtaler Hauke Daene i en pressemeddelelse. 

40-årige Hauke Daene begyndte sin karriere i Lidl i 2009 som områdeleder i sin hjemby Hamborg og har været en tur i Lidl i Storbritannien. Siden 2020 har Hauke Daene været HR-direktør for Lidls tyske hovedkontor og de 39 regioner i landet.

Vil skabe nationale og internationale jobmuligheder

Hauke Daene får i Lidl Danmark ansvaret for afdelingerne HR Services, Recruiting & Employer Branding og Development & Engagement, og det glæder han sig til.

- Vores passion er at udvikle medarbejdere med inspirerende lederskab og tilbyde nationale og – som Europas største dagligvarekæde – også internationale jobmuligheder. Jeg er stolt af at være en del af Lidl Danmark, og jeg er glad for at støtte vores teamlidl-succeshistorie, siger den nye HR-direktør i Lidl Danmark.

Lidl Danmark har en vision om at blive danskernes førstevalg og for at lykkes med dette, kræver det først og fremmest de dygtigste medarbejdere i branchen, og med Hauke Daenes ansættelse tages endnu et skridt i retning af at sikre det, siger Jens Stratmann, adm. direktør i Lidl.

- Hauke Daene fuldender direktionen i Lidl Danmark, og jeg er meget glad for at få ham med på holdet, for han kommer med en stor erfaring som HR-direktør fra Lidl Tyskland, som er det største Lidl-land. Hauke har en stor passion for mennesker og er meget loyal, så jeg er slet ikke i tvivl om, at han meget hurtigt lærer Lidl Danmark at kende og får skabt et endnu stærkere HR-team, Jens Stratmann. 

Lidl Danmarks har seks personer i direktionen: CEO Jens Stratmann, salgsdirektør Zita Szlavikovics, økonomidirektør Thorbjørn Liebing, indkøbsdirektør Rasmus Pape, udviklings- og ejendomsdirektør Mads T. Nielsen samt HR-direktør Hauke Daene. 

Opdateret 1. jul 2022