Aldi hyrer ny pressechef
-
Discountkæden har ansat Signe Kamper Kankelborg i en nyoprettet stilling som pressechef.
Hidtil er Aldi Danmarks pressearbejde blevet håndteret af kommunikationschef Louise Wendelbo, der kom til virksomhedens hovedkontor i Albertslund sidste år.
Nu har Aldi så hyret sin første egentlige pressechef. Det bliver Signe Kamper Kankelborg, der netop er startet i jobbet, skriver Fødevarewatch.
Det sker som led i discountkædens altoverskyggende transformationsplan, der har fokus på at hæve Aldis omdømme blandt danskerne.
- Signe kommer med en stærk PR-faglighed, som vi glæder os til at sætte i spil i Aldi, hvor vi har masser af gode historier, som fortjener at blive fortalt. Både på CSR-fronten og i forhold til vores sortiment har danskerne en opfattelse af Aldi, som ikke længere matcher virkeligheden, siger Louise Wendelbo til mediet.
Signe Kamper Kankelborg har ti års erfaring som kommunikationsrådgiver, senest som selvstændig, hvor hun har arbejdet for kunder som måltidskasseselskabet HelloFresh, Red Barnet og designvirksomheden Montana.