Nemlig.coms stenrige hovedaktionær er bekymret over arbejdsmiljø-historier

Nemlig.Com 13. apr 2021 -
This describes the image
Manden bag modekoncernen Bestseller, Anders Holch Povlsen, er også majoritetsejer af onlinesupermarkedet Nemlig.com. - Jeg tror på Nemlig.com, og at deres forretningsmodel kan vise sig at være mere effektiv end de traditionelle supermarkeders, sagde Anders Holch Povlsen tilbage i 2014, hvor han købte sig ind i onlinesupermarkedet.  Foto: Bestseller
  • Jeg kender virksomheden som en ordentlig og redelig virksomhed, skriver Anders Holch Povlsen til Politiken

Danmarks markedsledende onlinesupermarked Nemlig.com bliver i øjeblikket udsat for en sønderlemmende kritik i dagblade og på sociale medier. Årsagen er, at en række chauffører og lagermedarbejdere til Politiken har fortalt om meget pressede arbejdsforhold.

Hidtil har hverken direktør, stifter og medejer Stefan Plenge eller hovedaktionær, Bestseller-milliardær Anders Holch Povlsen ønsket at tale med medierne.

Stefan Plenge har i stedet udsendt et par pressemeddelelser og talt til kunderne via en video på Linkedin.

Men nu kommer Anders Holch Povlsen på banen i et skriftligt svar til Politiken.

- Vi kan ikke være tjent med at nogle, og særligt ikke vores kunder, tror, at der er noget forkert i Nemlig.com. Alle medarbejderes trivsel og motivation er helt afgørende, og virksomhedens ånd og værdigrundlag er bevis herfor, skriver han og tilføjer, at han ”kender virksomheden som en ordentlig og redelig virksomhed”.

Han er godt tilfreds med, at sagen nu behandles via møder mellem Nemlig.com, fagforbundet 3F og Dansk Erhverv.

Målet er, at der skal findes løsningsmuligheder inden for to uger.

Opdateret 13. apr 2021