Nemlig.com har tabt næsten 400 mio. kr. siden 2010
-
Onlinesupermarkedet fortsætter med at investere for at nå en størrelse, som vil give overskud
Nemlig.com forventer at opretholde sin position som den største spiller på onlinehandlen med fødevarer i løbet af de kommende ti år. Selskabets salg vil vokse med 20-25 pct. om året fremover, forudser stifter, medejer og adm. direktør Stefan Plenge ifølge Børsen.
Avisen skriver også, at selskabet i sit 12 leveår endnu har til gode at notere sit første overskud: ”Siden stiftelsen i 2010 har Nemlig.com kun kendt til negative tal på bundlinjen, hvilket med seneste underskud for 2020/21 på 8,3 mio. kr. løber op i et samlet tab på 392,9 mio. kr. for selskabet”.
“Selvfølgelig kommer der et tidspunkt, hvor vi skal levere positive resultater på bundlinjen, men vores forretningsmodel er helt overordnet, at for at have en fin økonomi skal vi have skala. Jo større skala, jo større fordele,” siger Stefan Plenge til avisen.
Med et nyt lager, som står klar i Aarhus i år, vil Nemlig.com fordoble kapaciteten, hvad der giver mulighed for at levere til jyske og fynske kunder samme dag, som de bestiller.
Ifølge en prognose fra konsulenthuset Retail Institute Scandinavia vil onlinesalget af dagligvarer stige fra 6,6 mia. kr. i 2021 til 22,3 mia. kr. i 2031.
Onlinehandlen med dagligvarer har fået et massivt løft under coronakrisen. Ikke mindst ved nedlukningen sidste vinter, hvor der blev handlet tre gange så mange dagligvarer på nettet som før corona ramte.
De seneste måneder er det stabiliseret på et niveau omkring 75 procent over før-corona niveauet
Louise Aggerstrøm Hansen, chefanalytiker i Danske Bank, vurderer, at det er sket et såkaldt strukturelt skift, som betyder, at onlinehandlen – corona eller ej – vil fortsætte på et markant højere niveau. Danskerne har med andre ord fået nye indkøbsvaner.
Trods den store fremgang er det fortsat mere end 90 procent af dagligvarehandlen, der finder sted i de fysiske butikker, viser Dansk Banks egne tal.