Nemlig.com får påbud af Arbejdstilsynet

Nemlig.Com 22. apr 2021 -
This describes the image
Arkivfoto: Helle-Karin Helstrand
  • Nemlig.com-direktør er godt tilfreds med Arbejdstilsynets besøg, selv om der blev givet påbud i Odense og Brøndby

I februar fik Nemlig.com en grøn smiley af Arbejdstilsynet, og den har adm. direktør Stefan Plenge henvist til i forbindelse med den massive kritik, onlinesupermarkedet har været udsat for den seneste tid.

Kritikken er gået på arbejdsmiljøet på lageret og blandt chaufførerne.

Nu har Arbejdstilsynet igen været på besøg på Nemlig.coms lagre – både i Brøndby, Odense, Kolding og Aarhus, fortæller Nemlig.com i en pressemeddelelse.

Ifølge den blev der givet påbud i Odense og Brøndby – men ingen i Kolding og Aarhus.

”I hub'et i Odense, hvor der arbejder en enkelt nemlig.com medarbejder, som håndterer videredistribution af varer, blev der givet to påbud.

Det ene påbud drejer sig om et to centimers hul i gulvet, som straks vil blive udbedret. Det andet påbud drejer sig om sikre den gående og kørende færdsel i hubbet. Dette vil også straks blive udbedret,” står der i pressemeddelelsen.

I Brøndby fik virksomheden et påbud for tre reoler, som var påkørt af en truck. Problemet blev udbedret straks, skriver Nemlig.com.

Nemlig.com er ifølge pressemeddelelsen ”rigtig glade for, at Arbejdstilsynet har brugt den aktuelle medieopmærksomhed til den 19. og 20. april uanmeldt at besøge Nemlig.coms varehus i Brøndby samt Nemlig.coms hubs i Odense, Kolding og Aarhus og se nærmere på det fysiske og psykiske arbejdsmiljø”.

Når det kommer til chaufførernes forhold, har Stefan Plenge hele tiden sagt, at ansvaret ligger hos vognmændene.

Men den går ikke.

- Nemlig.com anses som arbejdsgiver for chauffører, der leverer varer til Nemlig.coms kunder, da Nemlig.com planlægger, tilrettelægger, instruerer og fører tilsyn med chaufførernes arbejde, skriver Arbejdstilsynet ifølge Fagbladet 3F i en afgørelse om en arbejdsulykke fra 4. juli 2019.

Og den holdning støttede beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) i går på et samråd, som han var indkaldt til af repræsentanter for SF og Enhedslisten efter historierne om kritisable forhold.

Chaufførerne er underlagt regler for Vejgodstransport, og når Arbejdstilsynet i år afholder vejgods-aktionsdage, skal der ifølge Peter Hummelgaard mere fokus på den gruppe af chauffører, der blandt andet kører ud med Nemlig.coms varer. De såkaldte bud- og kurertjenester.

Opdateret 22. apr 2021