Nemlig.com-ejer genkender ikke billedet af generel underbetaling

Nemlig.Com 24. maj 2022 -
This describes the image
Arkivfoto: Helle-Karin Helstrand
  • Intervare er uenig i Københavns Kommunes vurdering af, at 72 chauffører er blevet underbetalt sidste år.  

Skrevet af: Søren Tougaard

Københavns Kommune rejste sidste år krav om efterbetaling for 4,2 mio. kr. hos Intervare, der er moderselskabet bag onlinesupermarkedet Nemlig.com. 

Kravet er netop blevet offentliggjort i en årlig rapport om social dumping blandt kommunens leverandører, skriver Altinget.  

Ifølge Københavns Kommunes har Intervare underbetalt 72 chauffører, der har leveret varer ud til over 2000 ældre og syge borgere i kommunen. De 4,2 mio. kr. skal derfor tilbagebetales til chaufførerne, mener kommunen.  

Den udlægning er Intervare slet ikke enig i. Selskabet mener derimod, man har sikret en helt rimelig betaling til de transportvirksomheder, der kører varerne ud til borgerne.     

- I Intervare er vi ikke enige i Københavns Kommunes krav. Intervare har leveret dagligvarer til kommunens visiterede borgere i over 20 år. I alle de år har vi sikret en ordentlig betaling til de transportvirksomheder, vi har samarbejdet med. I seneste kontrolperiode har en ejer typisk haft et overskud til sig selv på 50.000 kr. om måneden for en 45 timers arbejdsuge. Vi kan derfor ikke genkende billedet af generel underbetaling. Vi er i løbende dialog med Københavns Kommune om at få afsluttet sagen, siger Mikkel Pilemand, kommerciel direktør i Intervare, til Dagligvarehandlen.  

Københavns Kommune afsluttede samarbejdet med Intervare den 4. marts i år. Det skete, efter et flertal i Borgerrepræsentationen stemte for at stoppe samarbejdet på grund af flere kritisable løn- og arbejdsvilkår, som kommunens indsatsteam mod social dumping havde afdækket. 

Opdateret 24. maj 2022