Arbejdsmiljø: Nemlig.com og fagforbund skal finde løsninger inden 14 dage

Nemlig.Com 13. apr 2021 -
This describes the image
Foto: Helle-Karin Helstrand
  • Et møde mellem 3F Transport, Nemlig.com og Dansk Erhverv giver parterne to uger til at komme med løsningsforslag til arbejdsmiljøproblemer

En række artikler i Politiken om dårlige arbejdsforhold for medarbejderne på onlinesupermarkedet Nemlig.coms lager og det, der beskrives som slavelignende forhold for chaufførerne, kulminerede i går mandag med et møde mellem fagforbundet 3F Transport, Nemlig.com og Dansk Erhverv.

Nemlig.com og 3F har nu givet hinanden en frist på 14 dage til sammen at finde nogle løsningsforslag til de beskrevne arbejdsforhold, skriver Fagbladet 3F.

- Første skridt bliver, at vi tirsdag får en liste over Nemlig.coms underleverandører. Det betyder, at vi kan kontakte dem en efter en og få dem dækket af vores overenskomst for chauffører. Samtidig har Nemlig.coms direktør, Stefan Plenge, og jeg aftalt et møde vedrørende vilkårene for Nemlig.coms underleverandører på onsdag, oplyser Jan Villadsen, der er formand for 3F Transport.

3F vil sikre ordnede vilkår og overenskomst med normale tillæg og pension for de chauffører, der kører for vognmænd hyret som underleverandører af Nemlig.com.

Derudover skal arbejdsmiljøet på Nemlig.coms lager i Brøndby sikres – det skal blandt andet ske med hjælp fra arbejdsmiljøeksperter.

Fagbladet 3F skriver, at Nemlig.com ikke har nogen kommentar efter dagens møde. Det oplyser Morten Huse Eikrem-Jeppesen, ejer af PressConnect, der er hyret som kommunikationsansvarlig for Nemlig.com i sagen.

Opdateret 13. apr 2021