Nyt i Dagligvarehandlen: Mere fokus på navnestof og branchens talenter

Navne 4. apr 2023 -
This describes the image
Der er reception for Christian Skipper i anledning af hans 50-års fødselsdag den 6. marts kl. 14 til 16 på Horisont Hotel & Konference, Agrofood Park 10, 8200 Aarhus N. Her er han fotograferet på et lager i ABC Lavpris. Foto: Flemming Effersøe
  • Dagligvarebranchen er befolket med passionerede medarbejdere, som brænder for jobbet i butikkerne

Kære læser 

Jeg tror, de færreste er i tvivl om, at vi her på Dagligvarehandlen arbejder benhårdt på at udvikle vores medie. Vi vil være dagligvaresektorens foretrukne branchemedie, og derfor har vi allerede skubbet mange nye initiativer i gang: Vi har lagt mere fokus på det politiske liv på Christiansborg, vi skriver flere artikelserier, og temasiderne bliver opdateret hver måned.  

Vi kan se, at I læsere kvitterer med flere og længere besøg på vores site. Det er jeg meget taknemmelig for.  

Men rejsen stopper ikke - vi er kun lige begyndt.  

Næste step er, at vi vil skabe mere fokus på navnestof. Dagligvarebranchen er befolket med passionerede medarbejdere, som brænder for jobbet i butikkerne, på hovedkontoret og hos leverandørerne.  Nogle er placeret højt i hierarkiet, mens andre knokler i kasselinjen, på lagrene eller på hovedkontorerne.     

Dagligvarehandlen vil sætte fokus på personerne i branchen. Hvem er det, der får hjulene til at dreje rundt – både de store, og de små.  

Vi lægger skarpt ud i denne uge med en portrætserie af de største talenter i dagligvarebranchen. Du kan allerede nu glæde dig til at læse om Mikkel fra Salling Group og Sebastian fra Rema 1000.  

Og der er flere i støbeskeen – eller rettere tastaturet hos Anders og Louise, som fremover vil producere vores navnestof.  

Har du kendskab til et talent udover det sædvanlige, så giv mig et praj. Vi hører også meget gerne fra jer, hvis der er jubilæer, runde fødselsdage, en markant personlighed, der går på pension eller en nyansættelse, der fortjener omtale.  

Jeg har gjort pladsen klar på Dagligvarehandlen.dk til navnestof, computeren og telefonen er ladet, så skyd gerne input i min retning.  

Jeg glæder mig til at høre fra jer 

God læselyst 
 
Christian Skipper 
Administrerende direktør og redaktør.  
 

Opdateret 4. apr 2023