Frankrig forbyder plastikemballage til frisk frugt og grønt
-
Fra årsskiftet kunne franske butikker ikke længere sælge bl.a. agurker og peberfrugter pakket ind i plastik
Fra nytårsdag måtte supermarkeder og andre butikker i Frankrig ikke længere sælge agurker, peberfrugter, courgetter, auberginer og porrer pakket ind i plastik.
I alt 30 typer frugt og grøntsager må ikke have nogen form for plastikindpakning. Det gælder f.eks. også bananer, pærer, citroner, appelsiner og kiwi.
Loven er et led i den franske regerings indsats mod overpakning af frisk frugt og grønt.
Den franske præsident Emmanuel Macron har ifølge The Guardian kaldt forbuddet mod plastikemballage til friske produkter "en rigtig revolution" og udtalt, at Frankrig tog føringen globalt med sin lov om gradvist at udfase al engangsplastik inden 2040.
Hvis varerne, som er pakket ind, vejer over 1,5 kg., vil være de være undtaget fra forbuddet. Det samme gælder hakket eller forarbejdet frugt.
Producenter af nogle sorter, herunder cherrytomater eller blød frugt som hindbær og blåbær, vil få længere tid til at finde alternativer til plast. Men plastemballage vil gradvist blive udfaset for alle frugt og grøntsager i 2026.
Det anslås, at over en tredjedel af frugt og grønt i Frankrig bliver solgt i plastikindpakning. Den franske regering regner med at kunne forhindre 1 milliard stykker engangsplastik i at blive brugt hvert år. Det oplyser BBC.
Plastemballage forlænger fødevarens holdbarhed
Ifølge Plastindustrien i Danmark skal brugen af plastik også ses i forhold til at undgå madspild.
- Husholdningernes madspild udgør 260.000 ton pr. år. Og hvis vi ikke havde plast at pakke f.eks. rugbrødet ind i, ville det tal være væsentlig højere. Plastemballagens fornemmeste opgave er nemlig at beskytte og forlænge holdbarheden af letfordærvelige fødevarer. Samtidig bevares smagen og næringsværdien af fødevarerne, skriver Plastindustrien på sin hjemmeside.
Det fremgår ligeledes, at i gennemsnit vejer en plastemballage mellem 1 og 3 pct. af det indpakkede produkt og repræsenterer i gennemsnit kun ca. 5 pct. af den samlede miljøpåvirkning ved en fødevare.